Kommunalvalget med forskellige temaer

Udgivet:12. november 2021, 11.32

Læsetid:1 minut

Af Bente Lysgaard Mikkelsen. Emil Ernstsvej 146 Engesvang

ÆLDREOMRÅDET Denne gang er det tilsyneladende ældrepolitikken, som nyder fremme. Jeg forventer, at lokalpolitikerne efter valget arbejder videre med temaet: Ældreomsorg.

En vittig sjæl har udtalt, at socialdemokraterne sletter deres valgløfter efter 30 dage. Jeg håber ikke, det gør sig gældende i vores kommune.

Danmark er blevet et omsorgsfattig land er et andet postulat. Det er der desværre noget om.

Min generation har skabt et samfund, som ikke tager det fulde ansvar for den ældre del af befolkningen.

Unge kan fortrinsvis kun tage en længere uddannelse i de større byer. Efter endt uddannelse bliver de boende på uddannelsstederne, hvor de store udfordringer efter deres mening findes.

Den ældre del af befolkningen kan derfor ikke forvente, at deres børn kommer hjem fra den anden del af landet for at passe dem.

Det er luftkasteller at tro, at børnene, som også er oppe i årene og skal blive på arbejdsmarkedet til de er 67-70 år, så dernæst kan/skal passe deres forældre.

Mit håb er, at nutidens unge forældre vil lære deres børn at tage vare på deres forældre, når de bliver gamle.

Der er for lidt fokus på det digitale samfund, hvor mange ældre er hægtet af. Selv om man kan fravælge digital post, kræver mange andre faciliteter et vist kendskab til at bevæge sig rundt i det offentlige rum.

Set fra et samfundsmæssigt synspunkt har politikerne gennem de sidste år ikke taget højde for, at vi bliver flere og flere ældre. Dermed har man ikke foretaget rettidig omhu, ej heller taget demografien til efterretning, selvom det efterhånden er kendt stof.

Hvor skal pengene til ældreplejen komme fra? Tja - Det er det, politikerne er valgt til.

Og i denne valgperiode forventer jeg, at man vægter ældreområdet højere end i sidste periode.