Midtjyske Meninger: Øjeblik, jeg stiller dig lige om

Udgivet:06. februar 2023, 10.49

Læsetid:2 minutter

Foto: Martin Ballund

Af Charlotte Rune Nissen Silkeborg

1 måned siden

Vi har selvfølgelig fulgt debatten om afskaffelsen af store bededag på nært hold her i præstefamilien, dog lige afbrudt af en uge på ski med lav data wi-fi, så opdateringerne har været sporadiske.

Det var dog med en vis respekt, at vi erfarede ved ankomst til landet søndag, at en stor demonstration var i gang ved Christiansborg - sådan!

Her i landet har vi tradition for dialog, demokratisk afstemning og ikke mindst høringer. Det forudsætter blot, at der er nogle at tale med og gå i dialog med. Nogle at drøfte overvejelser som kan føre til beslutninger med.

Som for eksempel når en nydannet regering pludselig ud af det blå vil finansiere en oprustning af forsvaret ved at ofre en helligdag.

Jo, vist er store bededag måske ikke den mest bibelske/luthersk kristne helligdag, vi har. Den har aner i den katolske helgendyrkelse, hvor hver helgen havde sin bedestund, som man skulle huske.

Og efter en rationalisering af mange små halv og kvarte bededage, slog man dem sammen under ét, nemlig store bededag. Jo, effektiviseringen og rationaliseringen har ikke levet forgæves.

Måske er det i virkeligheden dét, vi får allermest galt i halsen i denne omgang, for vi orker snart ikke mere optællinger, effektiviseringer, omrokeringer fordi en og anden har fået en fiks ide og ønsker at presse mere ud af den enkelte.

For der er en anden vind som blæser i tiden.

Vi vil mere tid. Vi vil pusterum og vi vil holde fast i traditionen med varme hveder, nærvær og tid med hinanden.

P1 og P2 ønsker sig allermest et direkte nummer til kirkeministeren, som vi kan henvise frustrerede konfirmandmødre til, som har booket selskabslokaler og sågar betalt et uforskammet højt depositum til. De burde indgå i finansministerens overvejelse om hjælpepakke.

Der burde oprettes et nummer, hvortil landets præster, der har tradition for konfirmation store bededag, kan stille familierne om til.

Det vil stå sig godt: »Øjeblik, jeg stiller dig lige om«. Desværre er jeg bange for at folkets linje ind i Christiansborg er midlertidig ude af drift.

Indlæser debat