DET ER DIT VALG - KV21

Alt er næsten fryd og gammen i Silkeborg Kommune?

16. oktober 2021, 08.00

PEJLEMÆRKER Hvis man skal tro avisens referat fra det sidste byrådsmøde før kommunevalget, så ser det hele meget lovende ud for Silkeborg.

Jeg vil gerne udtrykke min glæde over, at man kan stå sammen om næste års budget. Det bedste er altid, når man kan løfte i fællesskab, så tillykke med det.

Nu er det jo sådan, at vi lige står foran valget til kommunalbestyrelsen, det bærer det hele nok også lidt præg af, alligevel tillykke med det fælles fodslag.

Kristendemokraterne er endnu ikke med omkring bordet. Det regner vi med sker ved dette valg. Nye koste fejer som bekendt bedst, så derfor går vi frimodigt frem med vores pejlemærker. Det bedste til børn - mere tid. Børn er det vigtigste vi har. KD vil give det bedste til børn. I det gode liv har vi tid til hinanden, tid til ældre, tid til børn.

Kommunen skal understøtte muligheden for at prioritere mere samvær i familien - familiens parti. Det er nemlig KD.

Tid til psykisk sygdom - mere forebyggelse. Vi vil arbejde benhårdt for, at psykiatrien sikres flere og stabile ressourcer. Særligt er det tid til en ny strategi for børn med psykiske helbredsproblemer i dagtilbud og skoler.

Den mindre by skal leve - mere fokus. Vi insisterer på et nyt, inddragende og positivt syn på de mindre byer i Silkeborg Kommune - vi vil skabe virkelige forandringer.

Vi håber, vi må repræsentere dig i Silkeborg Byråd. Med det gode liv for alle.

Indlæser debat