VM-fest bliver også på storskærm

Herning City og Herning Kommune sørger for storskærms-arrangement til alle Danmarks kampe og pynter byen

10. januar 2019, 06.55

Citychef Allan Kristensen og event- og bykoordinator Sune Madsen fra Herning Kommune glæder sig til at tage imod gæster udefra. Men de håber også, at VM-euforien får fat i herningenserne og giver en stor oplevelse lokalt. Foto: Flemming Hansen

Storskærm Hygge er nøgleordet.

Hernings bymidte skal fremstå imødekommende og hyggelig, når VM-gæsterne indtager byen. Og hyggen står også i centrum, når Herning City og Herning Kommune indbyder til gratis storskærmsoplevelser på Scene 7 i Nørregade i Herning.

Scene 7 ligger i det ene hjørne af Kulturgården. Det er normalt hjemsted for nye, ambitiøse musikbands. Men under VM bliver spillestedet pyntet i rødt og hvidt, og i Kulturgården vil lyskegler vise vej med rødt og hvidt lys.

- Vi så blandt andet under VM i ishockey sidste år, at herningenserne godt vil nyde store sportsoplevelser sammen med andre. Det kan godt være, at temperatureren er lavere nu, men så har vi rykket festen ind i intime og hyggelige rammer, hvor man kan se kampene med ligesindede og få en øl med gutterne eller dele en flaske vin med konen, siger citychef Allan Kristensen.

Der er ifølge brandmyndighederne plads til 150 mennesker på Scene 7, men hverken citychefen eller event- og bykoordinator Sune Madsen fra Herning Kommune tør spå om, hvor mange der kommer til de enkelte kampe.

- Vi håber på så mange som muligt, men hvis der kommer 20-30 personer, laver vi en god aften for dem. Og kommer der 150 en anden aften, tilpasser vi det til dem. Det bliver hyggeligt uanset, fastslår Allan Kristensen og Sune Madsen.

Da de i oktober begyndte drøftelserne om, hvad der skulle sættes i værk til VM i håndbold, undersøgte de også muligheden for et udendørs storskærmsarrangement i et opvarmet telt. Men den løsning viste sig meget dyr og ville give en anden og mindre intim stemning end den, de håber på at opnå hos Scene 7.

- Jeg tror, det bliver rigtigt godt. Jeg synes også, jeg kan mærke, at VM-feberen lige så langsomt begynder at vokse. Også på grund af tv. Når vi vinder nogle kampe, kommer vi alle med, forudser Allan Kristensen.

En god oplevelse for alle...