United-træner: Anthony Martial nægter at spille

Anthony Martial nægtede ifølge Ralf Rangnick at trække i trøjen for Manchester United ved seneste kamp.

Udgivet:16. januar 2022, 03.55

Læsetid:2 minutter

Ifølge Manchester Uniteds midlertidige cheftræner, Ralf Rangnick, nægtede Anthony Martial at være en del af truppen til kampen mod Aston Villa. (Arkivfoto)

/ Ritzau /

BIRMINGHAM Det er offentlig kendt, at Manchester United-angriberen Anthony Martial søger væk fra det nordvestlige England.

Og skulle Uniteds midlertidige cheftræner, Ralf Rangnick, være i tvivl, skulle det gerne stå klart for ham, efter at franskmanden fredag nægtede at være en del af truppen, der lørdag spillede 2-2 på udebane mod Aston Villa.

- Normalvis ville han have været med i truppen, men han gad ikke, og det var derfor han ikke rejste med os i går (fredag, red.), siger den 63-årige tysker ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Anthony Martial afviser på det sociale medie Instagram fortællingen om, at han skulle have nægtet at trække i trøjen.

- Jeg kommer aldrig til at nægte at spille for Manchester United. Jeg har været her i syv år, og jeg har aldrig og kommer aldrig til at udvise respektløshed over for klubben ellers fansne, skriver han på sin Instagram-story.

Martial giver ikke nogen forklaring på, hvorfor Ralf Rangnick skulle have opfattet det, som om franskmanden nægtede at spille.

Han skrev under på en ny aftale med United i 2019, og den udløber ikke før 2024.

Manchester United har på det seneste oplevet et alvorligt mandefald.

Skader og coronainfektioner har gjort flere spillere ukampdygtige. Desuden er ivorianske Eric Bailly i øjeblikket væk på landsholdstjeneste til de afrikanske mesterskaber, Africa Cup of Nations.

Manchester-klubben skuffede på ny, da spillerne endnu engang mislykkedes med at hente tre point, da de spillede 2-2 mod Aston Villa.

Det startede ellers flot, og de røde djævle kom efter bare fem minutter foran på et mål af Bruno Fernandes. I det 67. minut fordoblede portugiseren føringen, og så var det bare at køre sejren hjem.

Men så bed Aston Villa fra sig.

Først var det 20-årige Jacob Ramsey, som hentede et mål for Birmingham-klubben, og så satte nervøsiteten ind.

For bare fem minutter senere var brasilianske Philippe Coutinho - den tidligere Liverpool-kreatør, der for nylig vendte hjem til Premier League på et lejeophold fra Barcelona - på pletten.

Brasilianeren sendte bolden i nettet på et indlæg fra netop Ramsey, og med den scoring sluttede kampen, og United måtte igen se sig nødsaget til at dele pointene.

Det uafgjorte resultat betyder, at United bliver på syvendepladsen, og Aston Villa rykker en tand op til 13.-pladsen.

/ritzau/