Anne Hjernø giver grønne madtips i Ry

Ry City inviterer til temadag om fødevarer i balance

6. juli 2019, 15.30

Anne Hjernø vil blandt andet give råd om, hvordan man som forbruger tænker lokalt og bruge sæsonens råvarer.

RY »Fødevarer i balance« er overskriften, når Ry City fredag 9. august inviterer til temadag på Bytorvet i Ry.

Her kommer det til at handle om madspild, råvarer, og hvordan vi ved at ændre lidt på vores madvaner kan gøre en forskel for vores egen sundhed og for en bæredygtig fremtid, lyder oplægget fra Ry City, som igen har fingeren på pulsen og fornemmer, hvad der optager folk i Ry-området.

Ved temadagen medvirker en række lokale fødevareproducenter, der udstiller deres produkter og fortæller om produktion - deriblandt vegetariske og økologiske hverdags- og festretter.

Der bliver også smagsprøver, blandt andet på veganske delikatesser. Et trækplaster bliver også den populære tv-kok Anne Hjernø, der vil fortælle om, hvordan man smagsoptimerer sit måltid ved hjælp af de fem grundsmage. Og om at tænke lokalt og bruge sæsonens råvarer, så man bliver både sundere og mættere.

Det hele bliver tilsat en smule økologi, et strejf af madspilds-bekæmpelse og en knivspids røverhistorier fra de seneste tv-produktioner i Mellemøsten, afslører tv-kokken på forhånd.

Ved temadagen bliver der også chance for at få inspiration til vandreture i den natur, der omgiver Ry og tips om, hvilke spiselige planter den lokale natur byder på netop nu. Derudover bliver der en politiker-lounge, hvor lokalpolitikere er klar til at diskutere grøn mad og FN’s verdensmål over en kop klimavenlig kaffe.

Mange af aktiviteterne ved målrettes børn - blandt andet med skattejagt, og tegnekonkurrence.