IM holder litteraturdag i Kongensbro

9. november 2021, 19.06

Paula Larrain kommer til Kongensbro Kro den 17. november.

KONGENSBRO Sig mig hvad du læser, og jeg skal sige dig hvem du er. Sådan er det sagt om bogens betydning.

Med tanke på den litterære påvirkning afholder Indre Mission Senior en litteraturdag onsdag den 17. november på Kongensbro Kro. Dagen henvender sig til alle, ikke kun skribenter men også folk med læselyst.

Dagens første gæst er journalist Paula Larrain, som er født i Chile og kom til Danmark sammen med sine forældre i første halvdel af 70’erne. Ved litteraturdagen vil hun tage udgangspunkt i sin bog: »I morgen skal vi hjem«. Hun vil fortælle om hendes vej til den kristne tro, og hvordan vi kan tale om troen.

Senere er det præst, forfatter og debattør Henrik Højlund, Aarhus som vil give sin vinkel til litteraturen. Han er præstesøn, født på Færøerne og har i en årrække været præst i Nordnorge, Løsning og nu i Aarhus Bykirke. Hans forfatterskab omfatter en samtalebog med ateisten Carsten Andersen om Gud, troen og videnskaben, men også bogen »Mærk Gud«, som har fået stor presseopmærksomhed.

Indlæser debat