Nedrykning: Norsk mareridt for tidligere SIF-spillere

Tobias Salquist og Daniel A. Pedersen rykkede ned med Lilleström efter at have ført 4-0 i den afgørende playoffkamp

12. december 2019, 07.18

Tobias Salquist (i midten) nåede at spille 36 superligakampe for SIF. Foto: Jakob Stigsen Andersen

FODBOLD 24-årige Tobias Salquist og den tre år ældre Daniel A. Pedersen, der begge har en fortid i Silkeborg IF, rykkede onsdag ned i den næstbedste norske række med traditionsklubben Lilleström SK.

Hjemme på Åråsen Stadion formøblede Lilleström en komfortabel 4-0-føring i den altafgørende playoffkamp mod IK Start.

Gæsterne fra Kristiansand leverede et nærmest episk comeback, da angriberen Martin Ramsland scorede et lynhurtigt hattrick fra det 76. minut til det 82. minut.

Lilleström vandt ganske vist opgøret med 4-3, men Start havde vundet den første kamp med 2-1 på hjemmebane. Det hele sluttede derfor 5-5, og Start rykkede op via reglen om flest scorede udebanemål.

Daniel A. Pedersen og Tobias Salquist spillede hele kampen i Oslo-forstaden, og sidstnævnte fik et gult kort i slutfasen.