Upcomings, iværksættere og de grå skakte

25. marts 2020, 13.09

Foto: Jakob Stigsen Andersen

KULTURLIVET Lad os sætte nogle krav. På den fede måde. Nogle krav, der får kreativiteten og iværksætteriet til at blomstre.

Der er gang i dialogen omkring vores kulturliv. Nogle er tilfredse - andre ikke. Sådan vil det nok altid være, og uenigheder er, som altid, med til at holde os skarpe og udvikle os.

Der er planer om at etablere et nyt udstillingssted for vores lokale kunstnere, der bliver arbejdet på en kunststrategi og vi har en skare af etablerede kulturtilbud. Så langt så godt.

Men lad os løfte den en my mere.

Vi skal sætte som krav, at bygherrer og tegnestuer skal indgå et samarbejde med en iværksætter, en ny kunstner eller en såkaldt upcoming. Som eksempel ligger Fredensgård projektet lige til højrebenet; Inviter nyudklækkede kreative hoveder til at designe en bænk eller to, et vægmaleri el.lign. Hjælp dem på vej med et projekt til cv´et. Og lidt til erfaringens mulepose.

På samme måde skal kommunen forpligte sig til at invitere dem ind i kommunale projekter. Der skal skabes yderligere synergier, eller hybrider om man vil, mellem de forskellige afdelinger og udvalg i kommunen. Nogle samarbejder, der på tværs får kreativiteten, iværksætteriet og kulturen til at blomstre.

Et andet eksempel kunne være at finde to nye kunstnere - studerende eller »så småt i gang« typer og få de krøllede og kreative hjerner til at udsmykke de grimme grå skakte, der leder folk fra p-kælderen til Torvet. Lad dem male noget silkeborgsk, så vi viser folk ude fra noget fra vores smukke Silkeborg, eller noget vand man stiger op ad, når man kommer op til overfladen på torvet. Hvad ved jeg.

Pointen er, at vi ved at stille krav til os selv, bygherrer og andre samarbejdspartnere kan løfte Silkeborg, kulturen, iværksætterne og de nye kunstnere.

I forlængelse af det ovenstående opstår en tanke, som jeg tidligere har omtalt; vi skal (mere end nu) dyrke græsrødderne, vi skal vande de ideer og kompetente iværksættere, der står med ideen eller produktet.

Kommunen skal vise sig som værende innovativ og skabe et permanent showroom for iværksættere og kunstnere i midtbyen. Et butikslokale på gågaden hvor hr. og fru Silkeborg ikke selv skal opsøge at finde og se produkterne, men får dem serveret »in your face og convenient«. Et sted der opfordrer til kreativitet, sparring, fremvisning, dialog, samarbejder, hjælp, nysgerrighed, mere iværksætteri, flere ideer og måske ovenikøbet investering.

Tillad mig at citere Johan Brødsgaard; Det kan blive starten på noget stort.