Gratis influenza-vaccine til alle over 65 år

24. september 2020, 10.07

FAVRSKOV Fra 1. oktober 2020 kan alle over 65 år i Favrskov Kommune få både en gratis influenza- og pneumokok-vaccination. Sidstnævnte er for at undgå at få lungebetændelse.

Region Midtjylland står bag vaccinationsprogrammet, der retter sig mod alle beboere på plejecentre og ældreboliger, borgere over 65 år med kroniske lidelser og gravide. Målgruppen er udvidet i år med alle borgere over 65 år og borgere under 65 år med særlig risiko for at få lungesygdomme.

Distriktsleder Lone Lange Stougaard ved Favrskov Kommune håber, at mange borgere kommunen vil takke ja til det gratis tilbud.

- Vaccination mod influenza forebygger hospitalsindlæggelser, da svækkede borgere kan blive alvorligt syge af influenza. Sidste år blev 47,6 procent i målgruppen vaccineret i Favrskov Kommune. Verdenssundhedsorganisationen WHO anbefaler, at 75 procent af borgerne over 65 år og kronikere bliver vaccineret mod influenza. Så der er et godt stykke vej endnu. Måske rykker det mere end ellers i år, da coronavirus får mange til at tænke, at de skal undgå at smitte andre og selv blive smittet, så de også kan forhindre en eventuel indlæggelse, siger hun.

I den kommende tid vil Favrskov Kommune gøre alle borgere i målgruppen opmærksomme på, at de skal bestille tid til en vaccination hos lægen – og også huske at få pneumokok-vaccinationen med. Beboerne på plejecentrene får tilbudt vaccinen dér, mens alle andre skal sørge for at bestille en tid hos den praktiserende læge.

I sit arbejde støder Lone Lange Stougaard ofte på udsagnet om, at man får influenza af vaccinen.

- Og det gør man altså ikke. Du bliver kortvarigt øm der, hvor du bliver stukket, og du kan opleve utilpashed, feber og muskelsmerter, der forsvinder efter en dag eller to. Det er vigtigt at understrege, at det ikke er influenza, men kroppens naturlige reaktion, når immunforsvaret bliver aktiveret. Hvis du siger ja til vaccinationen og efterfølgende bliver smittet med influenza, så får du til gengæld et mildere forløb, understreger hun. BEC