59-årig troede han skulle møde pige: Truet af to unge med knive

Aftale over internettet var en fælde

8. februar 2020, 11.25

Foto: Colourbox

FAVRSKOV En 59-årig mand troede fredag aften, at han skulle mødes med en pige, som han havde fået kontakt med via en internet-side.

Men det viste sig, at han var blevet lokket i en fælde, for udenfor den oplyste adresse blev han passet op af to maskerede unge mænd, der begge truede ham med 15-20 centimeter lange knive.

Heldigvis for den 59-årige kom en tredje person, en 29-årig mand, forbi på samme tidspunkt, og det fik de to røvere til at forsvinde med uforrettet sag.

Røveriforsøget udspandt sig fredag aften klokken 20.29 på Ellemosevej i Hadsten, oplyser Østjyllands Politi.

Den 59-årige dukkede op ved adressen efter aftale med den pige, han troede, han var i kontakt med.

Men da han gik ind i lejlighedskomplekset, fik han på sin mobiltelefon en snapchat-besked om at gå udenfor igen. Og her dukkede de to unge med knivene op og krævede mandens penge. De to bar masker med dødningehoveder på, har den 59-årige forklaret politiet.

sinn