Hans Holm fylder 75: Musiker og levemand med store armbevægelser

Hans Holm har i 25 år stået i spidsen for både Old Boys Big Band og Silkeborg Kammerorkester, og sammen med hustruen Kis er han fortsat aktiv som frivillig i Vrads Købmandshandel

5. december 2019, 13.00

Hans Holms musikalske karriere begyndte med en blokfløjte og evnen til at spille »Fiskerpigens Sang«. Senere fik han en rød calypso-guitar, som Nina og Frederik havde optrådt med. Den bragte ham til det orkester, han som ung mand spillede i, når der skulle være bal. I dag bruger han mange timer ved flyglet i hjemmet i Vrads, hvor han blandt andet skriver arrangementerne til Old Boys Big Band. - Ja, med det navn kunne man godt tro, at det er noget, der emmer af øl og 3. halvleg. Men der er knald på i det orkester, det er faktisk meget seriøst. Jeg skriver alle stemmerne til de enkelte instrumenter, så der kan være 20 stemmer af forholde sig til. Og tænk at stå foran en gruppe af musikere, der spiller præcis det, jeg har bestemt. Det er hver gang stadig fantastisk at opleve, siger Hans Holm, der fylder 75 år torsdag 5. december. Foto: Martin Ballund

Har man set Hans Holm dirigere et kor eller et orkester, ved man, at hele kroppen lever og spiller med. Hvad enten han står i spidsen for Old Boys Big Band, Silkeborg Kammerorkester, Vrads Koret eller de skoleelever, som han i tidens løb har dirigeret i en af de talrige musicals, han har skrevet s...