»Red maden« i butikkerne er hykleri

Udgivet:27. januar 2022, 09.39

Læsetid:1 minut

Af Henrik Køhler. Himmelbjergvej. 91 Laven st.

MADSPILD Begreber som »Red maden« og »Stop madspild« dukkede op i de fleste af vore supermarkeder for et par år siden. Fænomenet består oftest af et åbent køleskab i hjørnet af butikken hvor varer der nærmer sig sidste salgsdato er forsynet med gule eller orange prismærker.

Det der falder i øjnene er, at langt de fleste varer kun er nedsat 10-15 procent. Man kan f.eks. købe en liter mælk på sidste salgsdag for 7 kr. i stedet for en der er holdbar endnu en uges tid til 9 kr, eller en pakke hakket kød til 31 kroner., der normalt koster 35. Er det seriøst?

Det er sikkert, at mange kunder ikke helt har styr på normalprisen og stopper varen i kurven alene af den grund, at den er forsynet med et orange prismærke. Det har købmanden opdaget forlængst. Hvad er så problemet, kan man spørge. Begge parter er jo glade. Problemet er, at stadig meget ryger ud i containeren efter lukketid. Det ved jeg fordi mine store børn »skralder«, dvs. står på hovedet i supermarkedets containere og henter f.eks. grøntsager, rugbrød og surmælksprodukter som intet fejler. Det burde være sådan at varer, der kun har en dag eller to igen nedsættes med mindst 50 procent eller også foreslår jeg at man ændrer slogan’et til: »Red omsætningen«. Det andet er hykleri.