32 er døde og 301 er indlagt med coronavirus

32 personer i Danmark er nu døde af coronavirus, oplyser Statens Serum Institut. Antallet var 24 mandag.

24. marts 2020, 12.25

Antallet af indlagte danskere med coronavirus stiger fortsat. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

KØBENHAVN Antallet af indlagte danskere med coronavirus er steget til 301 personer.

Dermed er der på det seneste døgn blevet indlagt 47 danskere.

Heraf er 69 indlagt på intensiv, oplyser Sundhedsstyrelsen.

58 af de indlagte på intensiv har i øjeblikket brug for respirator.

Tirsdagens stigningen i antallet af indlagte er noget højere end hidtil.

De seneste dage er antallet således steget med maksimalt 30 personer.

Mandag var antallet af indlagte 254. 55 var indlagt på intensiv.

De danske sundhedsmyndigheder har de seneste uger meldt ud, at de forventer en stor stigning i antallet af indlæggelser i løbet af foråret.

De flere coronapatienter forventes at sætte sygehusene under pres, og derfor arbejdes der på at skabe mere kapacitet.

Blandt andet er ikke-akutte operationer udskudt, og man oplærer personale til at kunne tage hånd om coronapatienterne.

Antallet af danskere smittet med coronavirus stiger også fortsat. Tirsdag formiddag er mere end 100 nye personer konstateret smittet over det seneste døgn.

I alt er 1577 personer nu konstateret smittet med coronavirus, oplyser Sundhedsstyrelsen tirsdag.

Det er en stigning fra 1460 mandag. Der formodes at være et stort mørketal, da det indtil videre kun har været personer med stærke symptomer, der er blevet testet.

/ritzau/