Fitness i lokalsamfundet får unge ud af sengen

For Rikke Overgaard og Mathilde Høstrup er fitnessfaciliteter i lokalsamfundet med til at få dem til at træne

Udgivet:17. oktober 2017, 17.59

Læsetid:2 minutter

Mathilde Høstrup og Rikke Overgaard vil hellere benytte det lokale fitnesscenter end for eksempel de store i Silkeborg. De vil helst undgå for mange mennesker.

TEKST OG FOTO: KATRINE DAMSGAARD Erhvervspraktikant fra Virklund Skole

VIRKLUND Til dagligt går 15-årige Rikke Overgaard og 15-årige Mathilde Høstrup i 9. klasse på Virklund Skole. De er begge født og opvokset i Virklund. I deres fritid spiller de fodbold og håndbold i Virklund Boldklub, men er også brugere af Virklund Fitness.

Virklund er en af de byer, hvor man kan benytte et fitnesscenter, som hverken hedder Fitness.dk eller Fitness World.

- Det er dejligt nemt, at man bare lige kan trille derned på cyklen, siger Rikke Over- gaard og tilføjer, at prisen også spiller en rolle, fordi det er billigere at gå i det lokale fitnesscenter end i de store centre inde i byen.

I Virklund Fitness giver man 1300 kroner for et år, hvor man i Fitness World giver 3108 kroner. Selvom Virklund Fitness ikke er et stort center, er der cirka 70 medlemmer indmeldt.

Størrelsen ligegyldig

- Så længe centret indeholder det, man har brug for, så er størrelsen på lokalet ligegyldigt, siger Mathilde Høstrup.

Førhen trænede Rikke Overgaard og Mathilde Høstrup kun en enkelt gang om ugen sammen med håndboldholdet. Men nu er de gået solo og har intensiveret træningen.

Lige nu er de oppe på tre til fire gange om ugen for at kunne holde sig i god form.

- Det er dejligt, at man kan holde sig i form og samtidigt have det sjovt, siger Rikke Overgaard. Men for Mathilde Høstrup og Rikke Overgaard spiller det sociale også en rolle. Mange af deres venner er for nylig blevet meldt ind i det lokale center. Fitness-centeret i Virklund er et sted, hvor man kan mødes til en omgang træning og samtidig få en god snak.

- Vi viser hinanden nye øvelser, og på den måde kan vi inspirere og hjælpe hinanden, siger Mathilde Høstrup.

Lars Dahl Tind er frivillig i Virklund Fitness og oplever, at et lokalt fitnesscenter styrker lokalsamfundet.

- Dem, man møder hernede i fitness, er måske også dem, man begynder at hilse på i supermarkedet, siger Lars Dahl Tind.

Lars Dahl Tind har valgt at være frivillig, så centret kan køre rundt. Det er blandt andet ham, der hjælper folk med at blive meldt ind, ham, udleverer adgangskort samt ham, giver et godt råd med på vejen.

Virklund Fitness er udelukkende drevet af frivillige.

Det gør, at der ikke er ekstra udgifter til ansatte.