Sygehuset i Silkeborg - og tillid og troværdighed

13. juli 2020, 11.30

Foto: Martin Ballund

SYGEHUSET Efter min opfattelse kan tillid og troværdighed ikke gradbøjes. Artikler i Midtjyllands Avis gennem flere måneder (og år) har dokumenteret, at troværdigheden til regionrådsformanden Anders Kühnau nu er væk. Han udtaler sig, bortforklarer, lover, lover og taler om millioner til sygehuset i Silkeborg i fremtiden. Men han mangler at handle nu. Der er intet sket de seneste mere end 10 år. Der sker absolut intet positiv for sygehuset. Det kan enhver se ved besøg på sygehuset.

Mange socialdemokrater med folketingsmedlem Thomas Jensen (MJA 20-06) i spidsen forsøger at forsvare Kühnaus beslutninger. Det samme gør regionrådsmedlem Henrik Fjeldgaard (MJA 23-06). Hvis ikke han gjorde det, ville han jo politisk være en »færdig mand« i den socialdemokratiske gruppe i regionsrådet.

Når troværdigheden til formanden er væk, gælder det også tilliden til hans evne til at lede regionsrådet fremover. Hvorfor tillader han mon hospitalsledelsen at bruge tid på at forfølge den fyrede overlæge Ulrich Fredberg? Hvorfor har hospitalsledelsen ikke brugt kræfter på at udvikle sundhedsvæsenet i stedet for?

Hvis socialdemokraterne vil gøre sig forhåbninger om formandsposten efter næste valg i november 2021, så må de finde en ny formand. Men mon ikke borgerlige stemmer kunne finde sammen om at få den rigtige formand. Jeg vil gerne pege på nuværende medlem af regionsrådet læge Jørgen Winter. Han har politisk erfaring og den nødvendige indsigt i sundhedspolitik. Hvis ikke Jørgen Winter ønsker formandsposten, kunne han måske pege på en anden.

Jeg håber, at regionerne bliver nedlagt, før det lykkes socialdemokraterne at nedlægge Silkeborg Sygehus.