USA skaber langt færre job end forventet i november

Der blev i november skabt væsentligt færre job uden for landbruget i USA, end økonomer havde regnet med.

3. december 2021, 15.18

Antallet af nye job uden for landbruget steg med 210.000 i november i USA. Det er lavere end analytikernes forventninger. (Arkivfoto)

WASHINGTON Der blev skabt 210.000 job uden for landbruget i USA i november.

Det viser det såkaldte kongetal fra arbejdsministeriet i Washington.

Kongetallet viser, hvor mange job - uden for landbruget - der blev skabt i USA i den foregående måned. Det er en strømpil for verdensøkonomien, og derfor får tallet stor opmærksomhed blandt økonomer.

Økonomer havde på forhånd spået, at der blev skabt omkring 550.000 job uden for landbruget i november. Men det endte altså noget lavere.

Frederik Engholm, der er chefstrateg hos Nykredit, betragter fredagens kongetal som en skuffende omgang.

- Jobvæksten var på forhånd ventet stærkere, da vi har fået andre gode signaler fra arbejdsmarkedet, mens en række andre nøgletal har signaleret mere gang i økonomien, ovenpå en periode hvor coronasmitten i sensommeren bremsede væksten i USA, siger han.

Kongetallet giver en indikation af, hvordan det går med den amerikanske økonomi, hvilket også har interesse i mange andre lande.

Går det dårligt hos amerikanerne, så kan det også være skidt nyt for Europa og dermed Danmark, der har mange virksomheder, som lever af at sælge varer og tjenesteydelser til amerikanerne.

- Der er store udfordringer med at få gang i jobvæksten i USA. Amerikanerne kigger nok misundeligt på, hvor stærkt det er gået på det danske arbejdsmarked, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).

- Beskæftigelsen i USA er næsten fire millioner lavere end før corona. Der skal meget mere fart på jobmarkedet, ellers går der lang tid, før beskæftigelsen er tilbage på samme niveau som før corona, siger han.

Torsdag fremlagde præsident Joe Biden sin coronaplan for vinteren.

Han sagde i den forbindelse, at USA ikke umiddelbart står over for en ny coronanedlukning, der sidste år ramte store dele af økonomien hårdt og kostede millioner af arbejdspladser.

I regeringens plan er der afsat millioner af dollar til forskellige tiltag, blandt andet så amerikanerne gratis kan teste sig selv hjemme.

/ritzau/AFP

Indlæser debat