Sarah åbner salon på Smedebakken

24-årig frisør, hairstylist og makeup-artist får sin egen salon i Silkeborg

Udgivet:26. februar 2019, 17.00

Læsetid:3 minutter

24-årige Sarah Ditlev åbner frisørsalon på Smedebakken 12. Her bliver der plads til ro og afslapning - og hun serverer endda et glas vin eller en øl, hvis det er det, man har lyst til, når man skal have ordnet sit hår. Lige nu er hårmoden et naturligt look med ikke så meget hårfarve eller makeup, fortæller Sarah Ditlev, der både er uddannet frisør, hårstylist og makeupartist. Foto: Martin Ballund

Sanne Helene Højbjerg
Journalist| shh@midtjyllandsavis.dk

4 år siden

Silkeborg Med sine lyse lokker, perfekte makeup og store smil lover 24-årige Sarah Ditlev forkælelse udover det sædvanlige, hvis man besøger hendes nye frisørsalon, »Sarah Ditlev Hair Studio«.

Torsdag den 28. februar åbner hun op for kunder i den gamle murermestervilla på Smedebakken 12, hvor den nye salon holder til helt øverst oppe, og hun glæder sig. For i al den tid, Sarah Ditlev har været frisør, har hun drømt om at få sin egen salon. Et sted, hvor der er plads til hurtigt at komme fra tanke til handling og gøre tingene på hendes egen måde.

- Det er simpelthen en stor drøm, der går i opfyldelse for mig på torsdag, og jeg glæder mig så meget til at tage imod alle mine kunder, når jeg snart har salonen helt klar. Beliggenheden her på Smedebakken giver mulighed for en helt særlig ro og forkælelse lidt væk fra byens larm, og jeg er netop med på, at jeg skal gøre noget ekstra for at få kunderne ned til mig - eksempelvis have fokus på mere forkælelse, siger Sarah Ditlev.

En rolig atmosfære

Sarah Ditlev er uddannet frisør fra Frisørstuen på Nygade, hvor hun har været fast frisør de seneste seks år. Men faktisk var Sarah Ditlev kun 12 år, da hun begyndte at komme hos en frisør i barndomsbyen Ringkøbing og hjælpe med alt det praktiske og blandt meget andet blande farver, for faget har altid interesseret hende. Sarah Ditlev har også ved siden af sin frisøruddannelse uddannet sig som hårstylist og makeup-artist i København.

- Så jeg kan det meste i salonen - eksempelvis kan man som brud både få lagt sin makeup og sat sit hår smukt til den store dag. Og mange kunder plejer at være rigtig glade for kun at skulle ét sted hen. Jeg er også uddannet i hairextension, så jeg har meget at byde på og en stor tro på, at det kommer til at gå godt med salonen, selvom der er mange frisører i Silkeborg, siger hun.

Sarah Ditlev bor selv i Sydbyen - uden en kæreste - og det er hun glad for lige nu, da hun ved, at det kræver meget at begynde som selvstændig.

- Lige nu er alt, hvad jeg tænker på, min frisørsalon. Jeg er gået meget op i at finde den helt rette indretning og gøre klar, for det skal være et sted, hvor man virkelig nyder at komme med en rigtig god atmosfære. Jeg er også en frisør, der ikke nødvendigvis skal underholde kunderne med en masse »frisørsnak«, for der skal også være mulighed for ren afslapning med god kaffe, nødder, chokoladetrøfler og læsestof, siger Sarah Ditlev og fortsætter:

- Og der er heldigvis en masse af mine faste kunder, der allerede har booket tid hos mig, så nu er det bare at byde velkommen på torsdag.

Sarah Ditlev Hair Studio har åbent alle dage efter aftale.