Midtjyske Meninger: STØV

23. marts 2020, 00.34

Foto: Martin Ballund

For nylig - meget nyligt - fik jeg taget en blodprøve på sygehuset i Silkeborg. En noget speciel oplevelse. Der var næsten ingen biler på parkeringspladserne, men parkeringsautomaterne fungerede. Med stor forsigtighed og næsten uden berøring fik jeg min billet.

Der var ingen mennesker i forhallen, og caféen havde ingen kunder. Venteværelset måtte man kun nærme sig indenfor de sidste fem minutter inden det reserverede tidspunkt. Her stod stolene enkeltvis med flere meters afstand, og der var kun én patient foruden mig selv. Efter cirka et halvt minut blev jeg kaldt ind. Prøven blev taget i en boks med en ensrettet og afmærket adgangsvej til. Boksen havde også sin egen udgang.

Det var surrealistisk. Jeg fik faktisk samme fornemmelse i maven, som jeg husker det fra en teaterforestilling, vi så i forbindelse med »Festival of Wonder« for godt et par år siden. Et virkeligt stærkt stykke med titlen »STØV«.

I en omtale af forestillingen kunne man læse: »Klimakrise, krige og epidemier lurer forude. Det er forudsigelser, der bygger på forskning og logik, men alligevel er de svære at se i øjnene. STØV spørger hvordan verden ville se ud, hvis alle disse katastrofer allerede var sket?«.

Efter at prøven var taget, skyndte jeg mig ud i den virkelighed, jeg kender, men jeg var ikke var helt glad ved at røre skærmen på parkeringsautomaten. Tænkte, at man burde have fri parkering, så man ikke kunne blive smittet med coronaen her, og så endda af sygehusets parkeringsautomat, der ikke kender forskel på, hvem der er meget udsatte og hvem, der ikke er. Men så oplevede jeg min gamle og trygge virkelighed dukke op i form af parkeringsvagten, der var i gang med at fotografere en bil, der åbenbart stod til en bøde. Mon ikke ejeren har været bange for at røre automaten? I svære tider står man jo over for svære beslutninger.

Her i huset har vi bestemt os for fortsat at glædes over, hvor godt vi bor og al den natur, vi er omgivet af. Vi holder os hjemme så meget det er muligt og nyder, når vi ser en havørn over søen eller gæssenes ankomst og deres snakken og skræppen. Snart skal de til at lære gæslingerne om verden, som de ser og oplever den.

Så er der jo også glæden ved de mange andre fugle, der trækker hen over søerne i hver arts bestemte mønstre morgen og aften. Og så er det også nu, hvor vi om natten tydeligt kan høre natuglernes tuden i Sønderskoven på den anden side af søen. Her har havørnene deres rede, hvor de sidste sommer berigede os alle med tre unger.

Livet er ikke det værste man har!