50 år med Jyske Bank i Hammel: Specielt jubilæum for Inge

Det var den nuværende afdelingsdirektørs far, der åbnede filialen for 50 år siden

3. september 2019, 13.32

I de allerførste måneder havde Jyske Banks Hammel-afdeling til huse i en barak ude på parkeringspladsen. Men i 1970 rykkede den under fast tag i bygningen på Miko-torvet, hvor den fortsat har til huse. Her afdelingsdirektør Inge Lind Kristensen med tre af sine fem kolleger - fra venstre Mads Hedegaard, Michael Hougaard og Michael Lange. Agnete Meisner og Simone Skov var ikke til stede. Foto: Jens-Erik Sinnbeck

HAMMEL En jubilæumsdag er altid noget særligt.

Men når Jyske Bank på torsdag 5. september kan fejre 50 års jubilæum i sin afdeling i Hammel, er dagen ekstra speciel for afdelingsdirektør Inge Lind Kristensen. For det var hendes far, Knud Kragh-Pedersen, der for 50 år siden som afdelingens første direktør bød velkommen til åbningsreceptionen.

Dengang i 1969 var Inge seks år gammel, og hun var ikke inviteret med.

- Børn havde ikke så fremtrædende en placering dengang, siger hun med et smil.

Begyndte i en barak

Jyske Bank var hurtig i vendingen, da den nye filial skulle åbnes midt i Hammel by - på Miko-torvet hvor den fortsat har adresse. Men Miko-centret var endnu ikke færdigbygget, så i de første måneder havde filialen til huse i en barak på parkeringsområdet foran centret.

Først i 1970 rykkede Knud Kragh-Pedersen og hans medarbejdere indenfor i den to-etages gulstensbygning, hvor jubilæet fejres på torsdag.

Opfandt hestemarkedet

Knud Kragh-Pedersen var fra Silkeborg, men blev hurtigt dybt engageret i livet i sin nye by, hvor han blandt andet blev formand for handelsstandsforeningen og - ikke mindst - var initiativtageren til Hammel Hestemarked, som siden er blevet Hammels helt store by- og egnsfest.

I slutningen af firserne skiftede han job til Jyske Banks erhvervsafdeling i Aarhus og arbejdede her, indtil han gik på pension som 63-årig i 1994. Han døde som 75-årig i 2006.

Visse betænkeligheder

Æblet falder ikke langt fra stammen, siger man. Og det passer i den grad på Knud Kragh-Pedersens datter.

Inge valgte som sin far bankvejen og begyndte som han sin karriere i Silkeborg, men flyttede så til Hammel-afdelingen. Det var i 1996, da hun fik job som rådgiver.

- Jeg havde da visse betænkeligheder - om jeg nu kunne løfte arven. Men jeg har bestemt ikke fortrudt, fortæller Inge Lind Kristensen, der har været afdelingsdirektør siden 2008.

Hun har ikke engageret sig i Hammel Hestemarked som hendes far gjorde. Men til gengæld er hun meget aktiv i Rotary Hammel, som bl.a. sammen med klubberne i Hadsten og Hinnerup står bag Team Rotary Favrskov. Det arrangerer hvert år et sponsorcykelløb til Paris - og har nu gennem ti år skaffet rigtig mange penge til deres humanitære arbejde.

Power-walker

Selv bruger Inge Lind Kristensen ikke cyklen til kondi - men til gengæld er hun walker. Hver søndag går hun og en flok piger en rigtig power-walk på ca. ti kilometer i Frijsenborg-skovene.

Privat bor hun med sin mand Lars , der er tømrermester - kendt som Lars K. - i hans barndomshjem ved Voldby Hovvej. Et flot istandsat husmandssted, der i dag nærmere er et landsted. Sammen har de sønnerne Mads og Emil, der er i tyverne og forlængst flyttet hjemmefra.

Fritiden bruger Inge og hendes mand gerne i sommerhuset i Ebeltoft.

Et godt mix

Jyske Banks filial i Hammel har i dag seks og en »halv« medarbejde - den halve er erhvervsrådgiveren, som Hammel-afdelingen deler med kollegerne i Ry-afdelingen.

Holdet er et godt mix - nogle med langvarige relationer til lokalområdet og andre nye og unge rådgivere, fortæller Inge Lind Kristensen. Ældst i gårde er Agnete Meisner Andersen, der blev ansat i hendes fars tid og har rundet 40 års jubilæet.

Ikke mere 10 procent

Meget er selvsagt forandret, siden filialen åbnede i 1969, men også i det lille kvarte århundrede, Inge har arbejdet på Miko-torvet.

- Dengang havde vi for eksempel en jubilæumskonto, der gav 10 procent i rente, og det er jo ikke just det niveau, vi ser i dag, konstaterer hun.

Helt nye opgaver er kommet til, som formidling af realkreditlån. »Private banking« - rådgivning til kunder med formue - fylder også meget mere, og det gør generelt rådgivning af kunderne, også eksempelvis om pension.

Men på torsdag bliver god tid til hyggesnak, for 50 års jubilæet fejres med åbent hus om eftermiddagen, og alle interesserede er velkommen til at kigge indenfor til en kop kaffe og lidt sødt.

I de allerførste måneder havde Jyske Banks Hammel-afdeling til huse i en barak ude på parkeringspladsen. Men i 1970 rykkede den under fast tag i bygningen på Miko-torvet, hvor den fortsat har til huse. Her afdelingsdirektør Inge Lind Kristensen med tre af sine fem kolleger - fra venstre Mads Hedegaard, Michael Hougaard og Michael Lange. Agnete Meisner og Simone Skov var ikke til stede. Foto: Jens-Erik Sinnbeck
Her et glimt fra åbningsreceptionen i Jyske Banks Hammel-afdeling 5. september 1969. Til venstre den navnkundige adm. direktør Poul Norup, der gjorde banken til en af landets største, i midten den nyslåede afdelingsdirektør Knud Kragh-Pedersen og til højre direktør E. Torpe.