Debatmøde om vores sundhedsvæsen

8. november 2019, 11.16

Foto: Region Midtjylland

SILKEBORG Hvad er de største udfordringer i det danske sundhedsvæsen? Hvilken rolle skal de store og mindre hospitaler spille i fremtiden? Hvordan kan samarbejdet mellem de praktiserende læger, kommunerne og hospitalerne blive bedre?

Det er overskriften for et offentligt debatmøde mandag aften i Silkeborg om det danske sundhedsvæsen, arrangeret af Venstre i Region Midtjylland, LOF og Erhverv Silkeborg.

Det finder sted i Medborgerhuset på Bindslevs Plads kl. 19.

Det lokale folketingsmedlem Kristian Pihl Lorenzen (V) indleder mødet, og derefter vil en række fremtrædende politikere lægge op til debat, nemlig Venstres sundhedsordfører Martin Geertsen, regionsrådsformand Anders Kühnau (S) og næstformand for regionsrådet og folketingsmedlem Carsten Kissmeyer (V).

Mødet rundes af af formanden for Venstre i Region Midtjylland, Jens Nicolai Vejlgaard, og debatten styres af chefredaktør på Midtjyllands Avis, Hans Krabbe.

Tilmelding er ikke nødvendig, og alle er velkomne.