Vi er dem, de andre ikke vil lege med

2. juni 2020, 12.18

Foto: Jakob Stigsen Andersen

LUPINVEJ/RESEDAVEJ Statistikker er (u)taknemlige. Regeringen har sat nogle kriterier op for, hvad de mener skal betegnes som en ghetto, og ret ironisk opstod begrebet ghetto i øvrigt som betegnelse for det jødiske område i Venedig i middelalderen. Ja, vi er et farverigt kvarter - vi er mange nationaliteter samlet her. Vi er mennesker med ingen, korte og lange uddannelser. Vi er mennesker i arbejde, i gang med uddannelse, på dagpenge, på kontanthjælp, efterløn, pension. Og ja, der er også brodne kar blandt os. Men vi er først og fremmest MENNESKER præcis som alle andre.

Regeringen havde brug for nogle målbare punkter, og så var det for øvrigt bedøvende ligegyldigt, om områderne rent faktisk er velfungerende, så nu har alle vi i ghettoområderne et damoklessværd hængende over hovedet. Vi ved ikke, om vi er købt eller solgt. Er det min blok, som vil blive revet ned, eller er det naboblokken? Hvor mange andre i Silkeborg ville finde sig i den usikkerhed? Man kan lave sådan et tiltag, fordi vi overordnet set tilhører den svageste gruppe i samfundet og derfor har sværest ved at forsvare os selv.

Kuno Danielsens udtalelse på seneste byrådsmøde om, at de fleste nok ville betakke sig for at flytte til Lupinvej/Resedavej, hvilket nok også omfattede alle byrådsmedlemmerne, er da også lige til at stikke en kæp i hjulet på alle de positive bestræbelser, der gøres for at få os af listen over ghetto-områder. Men udtalelsen bunder jo bare i angsten for det ukendte og husk på, at en fremmed er en ven, du ikke har mødt endnu.

I kan roligt flytte til Resedavej - her er pænt og rent og dejligt fredeligt med gode lejligheder og store altaner. Og så ligger vi klos op ad Center Nord og i øvrigt med en meget nem adgang til motorvejen. Kom bare, I skal være hjerteligt velkomne, hvis altså, I kan opfylde de seneste krav om at være i arbejde eller under uddannelse.

PS. Hvor mange af jer, som kalder os for ghetto, ynder fx at tage til Tyrkiet i ferien?