Demonstration skal føre til indgreb mod Irans moralpoliti

Amnesty afholder lørdag klokken 14 demonstration i solidaritet med en iransk kvinde, der døde 16. september.

Udgivet:24. september 2022, 15.39

Læsetid:2 minutter

Iranske kvinder og mænd demonstrerer i vrede over en 22-årig kvinder, der afgik ved døden, tre dage efter hun gik i koma i det iranske politis varetægt. (Arkivfoto).

/ Ritzau /

KØBENHAVN En støttedemonstration i København lørdag skal lægge pres på de danske politikere for at gøre noget ved menneskerettighedsovertrædelser i Iran.

Det fortæller Martin Lemberg-Pedersen, chef for politik og dokumentation i Amnesty International i Danmark, der står bag demonstrationen sammen med Enhedslisten.

- Vi demonstrerer så mange steder som muligt, så de danske politikere også får budskabet videre og lægger pres på det internationale samfund, siger han.

Ytrings- og forsamlingsfriheden har ifølge Amnesty International længe været undermineret i Iran, hvor kvinder pågribes for ikke at tildække sig korrekt.

Amnesty Internationals budskab er, at FN's Generalforsamling bør etablere en uafhængig efterforsknings- og ansvarlighedsmekanisme på internationalt plan, der skal kunne føre til, at personer hos de iranske myndigheder skal kunne retsforfølges.

- FN's Menneskerettighedsråd skal fordømme myndighedernes adfærd og arbejde for denne mekanisme. Det skal medlemsstaterne også, siger Martin Lemberg-Pedersen.

Demonstrationen lørdag begyndte klokken 14 på Bertel Thorvaldsens Plads i København.

På programmet er blandt andre en dansk-iransk taler og Martin Lemberg-Pedersen selv.

På det sociale medie Facebook har over 1000 mennesker på forhånd meddelt, at de ville deltage i demonstrationen.

Demonstrationen finder sted i solidaritet med det iranske folk, der den seneste tid har demonstreret mod Irans såkaldte moralpoliti.

En ung kvinde på 22 år døde den 16. september, efter hun gik i koma i politiets varetægt tre dage før.

Hun blev anholdt, fordi hendes hijab ifølge myndighederne ikke dækkede hendes hår godt nok.

I henhold til sharia er kvinder i Iran forpligtet til at dække deres hår. Det er Irans moralpoliti, der håndhæver denne lovgivning.

Øjenvidner har set kvinden blive slået, og kvindens familie siger, at hun er død som følge af myndighedernes mishandling.

Irans moralpoliti afviser anklagerne og begrunder kvindens død med et hjerteanfald.

/ritzau/