Nye politibetjente skal skabe tryghed lokalt

3. juni 2021, 12.36

LOKALPOLITI I fredags blev cirka 175 politibetjente og -kadetter færdiguddannet fra politiskolen. Traditionen tro holdt jeg tale i forbindelse med deres dimission. Selvom det foregik virtuelt, da corona stadig forhindrer, at så mange mennesker samles, var fornøjelsen stadig stor.

For jeg ved, at de nye betjente og kadetter skal være med til at give liv til den flerårsaftale for politiet og anklagemyndigheden, som et bredt flertal i Folketinget blev enige om sidste år. En aftale, hvor de nye betjente vil få brug for noget af det, de er bedst til: Det nære politiarbejde. Evnen til at skabe gode relationer til alle slags mennesker. Evnen til at skabe tryghed lokalt, der hvor danskerne bor.

Alt for længe har vi oplevet en centralisering - at ting flytter ud - og væk fra vores lokalsamfund. Men regeringen har vist, at det ikke behøver være sådan. Det er derfor, vi har sikret 20 nye nærpolitienheder over hele landet. En af dem vil blive placeret tæt på jer i Ikast.

Nærpolitienhederne vil have en åbningstid på mindst 15 timer om ugen, så I kan henvende jer fysisk til politiet og for eksempel foretage anmeldelser eller få råd og vejledning.

En vigtig opgave for de nye lokalbetjente bliver det forebyggende arbejde over for børn og unge. Ingen, der har hjerte for unge mennesker, ønsker at se et ungt menneske komme ud i kriminalitet. Derfor skal vi sætte ind i tide over for adfærd hos børn og unge, som potentielt kan føre til kriminelle handlinger.

Måske vil I møde en af de nye politibetjente eller politikadetter i jeres nærområde i den kommende tid. Møder I dem, så tag godt imod dem. De har søgt ind i politiet, fordi de ønsker at bekæmpe kriminaliteten i vores samfund, og fordi de gerne vil hjælpe med at holde Danmark trygt.

Læs også
Nu er det besluttet hvor de nye nærpolitistationer skal ligge
Læs også
Ny nærpolitistation deles mellem Ikast og Brande: Får lokaler på rådhuset og ny skole
+Abonnement

Jeg håber, I bliver glade for den nye nærpolitienhed. Og for de nye politibetjente og -kadetter. De er til for jer. For jeres naboer. Og for trygheden i Ikast.

Indlæser debat...