Lars Bak skal stå i spidsen for kvindehold

20. november 2020, 07.46

Lars Bak stoppede sidste år sin cykelkarriere, men han er blevet i branchen. Foto: Martin Ballund

CYKLING 40-årige Lars Bak kan se frem til et jobskifte i den internationale cykelverden.

Den tidligere toprytter fra Silkeborg skal stå i spidsen for et storsatsende cykelprojekt, der går ud på, at norske Uno-X vil skabe et kvindehold, der kan gå direkte ind på World Touren.

Det fortæller TV 2 Sport.

- Jeg skal simpelthen ud og ansætte trænere, mekanikere, massører, sportsdirektører, buschauffører og hvad der ellers følger med på et professionelt cykelhold. De går all-in på at få et af de allerbedste hold inden for kvindecykling. Jeg har ansvaret for, at projektet står klar til at køre fra 2022 som et stort hold på kvindernes World Tour, siger Bak til TV 2 Sport.

Hans nye titel bliver general manager, og han får hele næste år til at bygge holdet op fra bunden.

Lars Bak stoppede sidste år sin cykelkarriere efter 18 år som aktiv rytter.

I denne sæson har han været assisterende sportsdirektør på det sydafrikanske World Tour-hold NTT Pro Cycling, der er på vej mod opløsning.

Lars Bak bor i Luxembourg, hvor han også efter planen skal blive ved med at have sin base.