Vi må ikke tabe flere børn og unge

Udgivet:03. november 2021, 11.52

Læsetid:2 minutter

Af Orla Nielsen Byrådskandidat for Venstre i Favrskov Kommune

2 år siden

BØRNEOMRÅDET I kommunens vedtagne budget er der afsat mange millioner til sårbare børn og unge. Det er godt, men er det kun penge, der skal afsættes? Er der ressourcer nok i skoler og institutioner til at forbygge mod, at en del børn får problemer med mental mistrivsel og har det svært?

Antallet af børn og unge, som lider af depression, ensomhed og andre psykiske belastninger, er steget meget de seneste 10 år. Derfor må vi være opmærksomme på disse børn. Det er vigtigt, at der sættes ind med tidlig opsporing og forebyggende indsatser for at mindske den stigende mistrivsel.

Det er vigtigt, at der sættes ind med tidlig opsporing og forebyggende indsatser for at mindske den stigende mistrivsel
Orla Nielsen (V)

På vælgermøder bliver der også diskuteret børnepasning. Skal forældre have penge for at passe egne børn? Ja, det synes jeg nok i mange tilfælde, men kan dog godt blive i tvivl, når jeg som skrevet, tænker på de mange børn, der har det svært med at blive inkluderet i samværet i skolen.

Er det de stærke forældre, der kan håndtere, at gøre børnene klar til at komme ud i samfundet blandt andre børn og hjælpe dem til rette? Eller er det de svagere familier, som vælger at blive hjemme og passer deres børn, og måske ikke har overskud til at gøre dem stærke nok til det samfund, vi lever i i dag? Eller er det måske kvinderne fra andre kulturer, som er kommet til Danmark og har bosat sig med sin familie, som måske - grundet kultur og religion - har allersværest ved at hjælpe børnene med at blive integreret i det danske samfund?

Dette spørgsmål gør mig usikker på, hvad jeg synes, når jeg tænker på, hvor svært det kan være for mange børn og unge, der lider af angst, depression og ensomhed . Bliver de stærkere af at være hjemme hos forældrene, eller er det bedre, at de kommer ud blandt andre?

Vi må ikke tabe flere end vi allerede gør i dag. Vi skal øge det forbyggende arbejde. Det vil jeg arbejde for i det nye byråd, hvis jeg får en plads.

Forkortet af redaktionen