
4 år siden
GALTEN Kulturaftenen fredag byder på tre vidt forskellige musik-tilbud i Galten.
På Torvet er der om eftermiddagen koncert med Hitpatruljen, som i 2014 vandt Handicap Melodi Grand Prix. Hitpatruljen elsker at spille musik - først og fremmest både gamle og nye hits - med en energi, som når langt ud over scenekanten. Gruppen laver også selv nye numre og det hele foregår på dansk. Koncerten på Torvet varer en times tid.
Fredag aften inviterer biblioteket også til koncert. Her spiller duoen Olesen & Damm, der især dyrker den irske folkemusik - som The Dubliners - og amerikanske navne som Bob Dylan, Willie Nelson og The Band.
Damm - med fornavnet Thomas - kendes af de lokale læseheste også som bibliotekar på Galten Bibliotek.
Galten Kirke viser ligeledes flaget denne aften. Her venter en koncert ud over det sædvanlige med slagtøjsspilleren Henrik Knarborg Larsen.
Han kan efter sigende banke vellyd ud af hvad som helst - fra jernrør til spande og hegnspæletoppe - og inviterer tilhørerne med på en spændende rejse rundt i slagtøjets unikke klangunivers.
Fredagen byder derudover på den sidste guidede tur rundt i Skulpturby Galten 2019. Skulpturerne bliver dog stående til lige efter efterårsferien. sinn