God dag i busgaragen

Over 1300 var med til nytårskur hos Sørens Rejser i Kjellerup

12. januar 2020, 10.38

Sørens Rejsers nytårskur bliver stadig mere populært. Over 1300 var med i fredags.

KJELLERUP Sørens Rejser i Kjellerup åbnede fredag for femte år i træk garageporten. Den årlige nytårskur er populær.

- Der var kø, da garagen blev åbnet, fortæller rejsearrangør René Troels.

Arrangementet, der efterhånden er blevet en tradition, bliver stadig mere populært. Sidste år var der 1300 gæster, og mindst lige så mange var til stede i fredags. Over 20 medarbejdere var klar til at servicere gæsterne.

Da det startede for fem år siden var der tale om et to-timers arrangement med kaffe og småkager. Nu er arrangementet udvidet til seks timer med kaffe og rundstykker om morgenen, fadøl, pølser og brød til frokost og kaffe og brød om eftermiddagen. Og så fik de fremmødte et rejsekatalog til inspiration med sig hjem, samt en god dag med gode snakke, hvor rejseminderne måske blev genopfrisket.

- En del var der hele dagen, mens andre var væk og kom tilbage senere, fortæller René Troels.

Han tilføjer, at der både var nye men også mange gengangere med til nytårskuren. Mange benyttede lejligheden til at komme ind på kontoret for at hilse og give hånd til personalet.