Ikast-Brande-borgmester om afslag på fattighjælp: På en måde er det jo positivt

Kommunen har både fået afslag på ekstra tilskud og mulighed for lån

9. oktober 2019, 14.40

Der var ikke ekstra millioner til Ikast-Brande Kommune. Foto: Jacob Hove

Ikast-Brande 31 kommuner har fået del i et særtilskud til kommunekasserne i 2020, som Social- og Indenrigsministeriet uddeler.

Ikast-Brande Kommune er blandt de 81 kommuner, der har søgt om ekstra millioner, men kommunen har fået afslag.

- Det må betyde, at andre er værret stillet end os, og at vi ikke er så fattige, og på en måde er det jo positivt, siger borgmester Ib Lauritsen (V).

Ikast-Brande har også søgt om at få lov til at låne penge, men det har kommunen også fået afslag på.

519 millioner kroner

62 kommuner har søgt den landsdækkende pulje, og 22 har fået penge. I hovedstadsområdet har 19 ansøgt, og ni har fået penge.

Lolland og Langeland har fået flest penge med henholdsvis 55 og 40 millioner kroner i tilskud.

Puljen for særtilskud er i år hævet med 50 millioner kroner i forhold til sidste år, hvilket ifølge social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) skal afhjælpe en del af problemerne med udligningsordenen, som fordeler penge mellem kommunerne.

- Vi ønsker, at der skal være råd til velfærd i hele landet. Derfor har vi valgt at dele flere penge ud end sidste år og kunne derfor give flere penge til de kommuner, der har det sværest, siger Astrid Krag.

- Vi har brug for et nyt system, men indtil det kommer på plads, har vi hævet puljen for at kunne levere velfærd i hele landet, siger hun.

Udligningsordningen fordeler penge mellem landets kommuner, så der ikke er for stor forskel i den service og velfærd, de kan yde.

Der er store forskelle i kommunernes indkomst og udgifter, hvilket blandt andet afhænger af, om kommunen har mange ældre eller folk på offentlige ydelser.

Det er Social- og Indenrigsministeriet, der har fordelt samlet 519 millioner kroner.