Bruger en lille million over tre år: SIF-direktør undersøger muligheden for eliteprojekt for kvindefodbold

Silkeborg IF støtter SIFQ med 300.000 kroner de kommende år og vil undersøge muligheden for et eliteprojekt

Udgivet:01. juni 2023, 18.31

Læsetid:2 minutter

Tilbage i 2017 blev AC Silkeborg en del af Silkeborg IF, og nu bliver der så også økonomisk støtte til kvindefodbolden. Foto: Martin Ballund

Peter A. Sørensen
Sportsredaktør

4 måneder siden

FODBOLD Stadig flere superligaklubber bakker op om kvindefodbolden, og nu går Silkeborg IF offensivt ind i SIF Q.

Superligaklubben støtter kvindefodbolden med 300.000 kroner de næste tre år.

Derudover vil SIF stille »know how« til rådighed for at finde ud af, hvordan man bedst understøtter udviklingen af pige- og kvindefodbold i området.

– Landet over spiller rigtig mange piger og kvinder fodbold på højt niveau, og i SIF har vi forudsætningerne for at finde ud af, hvor bred opbakning man kan finde til et eventuelt eliteprojekt på pige- og kvindesiden i Silkeborg, da vi har været en kommerciel aktør i fodboldverden i 40 år, siger administrerende direktør i SIF Kent Madsen og fortsætter.

– Jeg vil gerne understrege, at Silkeborg IF for nuværende ikke har planer om at tage SIF Q ind som ind som en selvstændig aktivitet i selskabet. Det er ikke sådan, at vi i dag melder en færdig plan ud, for den findes ikke på nuværende tidspunkt.

– Men ud over den økonomiske støtte, så ønsker vi at undersøge muligheden for at skabe et bæredygtigt fundament for den fortsatte udvikling af et stærkt pige- og kvindefodboldmiljø i Silkeborg. Den model kigger vi så på nu, og det hænger i høj grad også sammen med, hvilke faciliteter Silkeborg Kommune vil tilvejebringe pige- og kvindefodbolden, siger Kent Madsen.

Hos SiF Q er der stor glæde over aftalen - både den økonomiske og den erfaringsmæssige hjælp.

– Vi er meget glade for, at det kan lade sig gøre, og det er godt for fodbolden og byen at vise, at pigefodbolden bliver taget seriøst i Silkeborg. Der sker enormt meget med pige- og kvindefodbold i tiden, og det er nu, vi skal følge med, hvis vi skal holde fast i toppen af dansk pigefodbold og have kvinderne med. Vi er ikke i tvivl om, at samarbejdet er vejen frem i moderne fodbold, siger Karen Kristiansen, formand for SIF Q.