Luk det nye gymnasietilbud på Aarhus Tech

24. marts 2020, 12.44

GYMNASIERNE Nu er de kommende ansøgere til gymnasierne i Aarhus og omegn kendte, og kun 16 elever har søgt ind på regionens nye STX-tilbud på Aarhus Tech på Dollerupvej i Aarhus C. For andet år i træk er der ikke ansøgere nok til bare at oprette en enkelt klasse på det nye tilbud. I stedet for at tvangsflytte elever til tre nye STX-klasser på Aarhus Tech, bør man i stedet droppe dette tilbud. Så kan man lade eleverne gå på de populære gymnasier i Aarhus. Det giver ingen mening at fyre lærere på populære og velfungerende gymnasier og flytte elever og lærer ned på Dollerupvej.

Der er heller ingen grund til at elever fra Skanderborg Kommune, der ønsker at gå på kommunens eget gymnasium, skal sendes over kommunegrænsen til Viby Gymnasium i Aarhus.

Derfor har et mindretal på fem partier bestående af DF, Konservative, LA, Alternativet og Psykiatrilisten i regionsrådet foreslået, at vi dropper det nye STX-tilbud på Aarhus Tech og i stedet tildeler de tre klasser til de populære gymnasier, så de kun reduceres en klasse i stedet for to klasser som ellers er planlagt. Og at Skanderborg Gymnasium får lov at beholde deres 9 klasser, så de kan modtage kommenens egne ansøgere, der ønsker at komme på kommunens gymnasium.

Hvis flertallet holder fast i den nuværende beslutning om de voldsomme kapacitetslofter, skal hele 488 elever desværre have afslag på at komme på deres drømmegymnasium.

Sagen behandles i regionen i denne uge og med de nye offentliggjorte tal håber vi, at regionsrådet ændrer indstillingen og dropper STX-tilbuddet på Aarhus Tech, som ingen ønsker at gøre brug af.