Ny ledende overlæge til Hammel Neurocenter

4. maj 2021, 11.30

Kåre Severinsen bliver en del af centerledelse Regionshospitalet Hammel Neurocenter, der leverer højtspecialiseret neurorehabilitering til patienter med erhvervet hjerneskade fra hele Vestdanmark.

JOBNYT: 1. august tiltræder Kåre Severinsen som ledende overlæge på Regionshospitalet Hammel Neurocenter. Her bliver han en del af centerledelsen, som ud over den ledende overlæge består af ledende terapeut Helle Dybkjær og oversygeplejerske Tina Pasgaard.

Kåre Severinsen er 44 år. Han blev speciallæge i neurologi i 2017 og kommer senest fra en stilling som neurologisk overlæge og klinikchef for Vestdansk Center for Rygmarvsskade, som hører under Hospitalsenhed Midt og ligeledes varetager højtspecialiseret neurorehabilitering. Her har han haft et tæt fagligt samarbejde med kollegerne på Regionshospitalet Hammel Neurocenter, som han nu bliver en del af. Tidligere har han arbejdet som afdelingslæge på Neurologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, og før det har han arbejdet med neurorehabilitering på Regionshospitalet Hammel Neurocenter i Region Midtjylland og på Brønderslev Rehabiliteringscenter i Region Nordjylland.

Kåre Severinsen bor i Randers med sin kone. Sammen har de fire børn. MTL

Indlæser debat...