Seniorer på grilltur

18. juli 2019, 13.02

De mange deltagere blev blandt andet forkælet med grillet laks.

bjerringbro Bjerringbro/Langå Landbosenior kunne i år for 16. gang invitere til grillaften i laden på slægtsgården »Aldrup Skovhus« hos Jette og Frank Sørensen. Det blev en bragende succes, idet 145 gæster havde fundet vej til dette hyggelige sted, hvor man smæskede sig i alt lækkert fra Alex’s grill - lige fra laks og okseculotte til svin og pølser. Naturligvis med lækkert tilbehør.

Frank Sørensen er femte generation på gården, og inden så længe overtager sjette generation gården, hvor der ikke er dyr, men hvor der dyrkes cirka 100 hektar planteavl.

Bjerringbro/Langå Landbosenior har 245 medlemmer, og henvender sig, som navnet siger, til seniorer på landet.

Efterhånden ønsker flere byboere dog også at være medlem og deltage i de spændende arrangementer, ture og rejser.

Næste arrangement går til en sejltur på Viborgsøerne og et besøg på Asmildkloster landbrugsskole. ks