Ildsjæle i Sejs-Svejbæk er guld værd

Inger Benkjer Kristensen og Keld Melgaard Kristensen var blandt pionererne bag etableringen af Klubhuset og Multihuset i Sejs-Svejbæk

25. juli 2020, 10.00

Keld Melgaard Kristensen og Inger Benkjer Kristensen er stadig meget aktive på flere fronter i Sejs-Svejbæk, som de har sat deres klare aftryk på gennem de seneste 50 år.

GULDBRYLLUP: I dag, lørdag den 25. juli, kan Inger Benkjer Kristensen og Keld Melgaard Kristensen, Kildetoften 7 i Sejs-Svejbæk, fejre deres guldbryllup efter 50 års ægteskab.

Som ganske unge mødtes de to til et bal på Gl. Rye Kro, hvor de fik et godt øje til hinanden, og i en alder af blot 19 og 20 år blev de gift i Them Kirke med efterfølgende fest på Virklund Skole.

Inden giftermålet nåede de at få deres første barn, Vivi. Et barn født uden for ægteskab var dengang noget, man ikke så mildt på. Men med støtte fra familien lykkedes det at stå det igennem og til og med at få døbt den lille pige.

Sidenhen kom børnene Maja, Tine og Mads til, og det bragte stor glæde til hele familien.

Inger og Keld flyttede i 1973 til Kildetoften i Svejbæk, hvor de etablerede deres base for familien, og hvor de stadig bor i dag.

Børnene er naturligvis flyttet hjemmefra, men basen bliver stadig søgt - nu af både børn og børnebørn.

Byggebanden slog til

Keld fattede hurtigt interesse for foreningsarbejdet, og med sin bankuddannelse havde han en stabil baggrund for at deltage i bestyrelsesarbejdet i Sejs-Svejbæk Idræts Forening (SSIF). Han og Byggebanden fik etableret midler til at bygge Klubhuset, som i 1978 stod færdigt og kunne indvies. Huset blev dog ikke bygget af sig selv, og alle i Byggebanden bidrog med deres arbejdskraft i deres ellers sparsomme fritid. Som bestyrelsesmedlem fik Keld via hårdt arbejde og mange møder med kommunen endelig tilladelse til at kunne bygge en ny hal ved siden af Klubhuset. Sidenhen er Multihuset med plads til afholdelse af både mindre og store arrangementer samt fitness blevet en del af foreningen.

Alt imens dette stod på, bidrog Inger - sammen med Byggebandens øvrige hustruer - med at male og sy gardiner. Derudover sørgede Inger for, at familielivet hang sammen.

I en årrække fungerede Inger også som holdleder i badmintonafdelingen, hvor hun sørgede for holdlister og at bakke de unge spillere op. Inger har desuden, siden Klubhuset blev bygget, været i saunaklub med sine veninder hver mandag, og sammenholdet her betyder rigtig meget for hende.

Aktive idrætsudøvere

I dag yder de begge en stor indsats for 60+ i foreningen, hvor de står for at arrangere flere af deres ture og arrangementer.

De er begge stadig meget aktive idrætsudøvere og bruger deres pensionisttilværelse på tennis, badminton, saunaklub, vinterbadning, gå-og cykelture, nørkleklub og meget mere.

Inger og Keld har om nogen sat deres aftryk på Sejs-Svejbæk gennem de seneste 50 år. De har været med til at udvikle den lille perle, som vi kender i dag, og har lagt fundamentet for, at næste generation kan nyde godt af og udvikle de tilbud, som tilbydes.

Et par ildsjæle, som har lagt alt i at opbygge et fællesskab. Et fællesskab som betyder rigtig meget for dem begge. Et arbejde, som også er blevet hædret ad flere omgange, hvor de begge har været nomineret til Christine-prisen, og hvor Keld sågar har modtaget den som tegn og tak for deres store indsats for lokalområdet. Deres fællesskabsfølelse mærker deres store familie også, og de er et naturligt samlingspunkt, når der skal afholdes arrangementer. Guldbryllupsparret fejrer begivenheden i hyggelige omgivelser med deres fire børn, to svigerbørn og 10 børnebørn. MTL

Unge så de ud - og var det også - Inger Benkjer Kristensen og Keld Melgaard Kristensen, da de for 50 år siden blev gift i Them Kirke.