Dortmunds målmaskine: De presser mig mod mit ønske

Dortmund kræver svar fra Erling Haaland, og det kan få betydning for, hvor angriberen spiller i næste sæson.

15. januar 2022, 08.41

Erling Haaland scorede fredag to mål i en 5-1-sejr over Freiburg i den tyske Bundesliga.

DORTMUND Borussia Dortmunds ombejlede angriber Erling Haaland føler sig presset af sin tyske arbejdsgiver til at træffe et valg omkring fremtiden.

Selv om den 21-årige nordmand har kontrakt frem til sommeren 2024, så vil Dortmund have vished for, at målmaskinen har tænkt sig at blive i klubben i næste sæson.

- I de seneste seks måneder har jeg valgt ikke at sige noget af respekt for Dortmund, men nu er klubben begyndt at lægge pres på for at få mig til at tage en beslutning.

- Jeg ønsker kun at spille fodbold, men de presser mig omkring fremtiden, så det betyder, at jeg må træffe et valg snart, siger Erling Haaland til norsk Viaplay.

Angriberen, der fredag scorede to gange i en 5-1-sejr over Freiburg i Bundesligaen, slår fast, at Dortmunds pres er forstyrrende for ham.

Haaland fortæller desuden, at presset kan få betydning for, hvor han spiller i næste sæson.

- Ja. Det er, hvad de ønsker. Så det betyder, at nu kommer der til at ske noget, siger nordmanden.

- Jeg ønsker ikke, at vi skal gøre det nu. Vi er midt i en svær periode med mange kampe. Jeg har fra begyndelsen sagt, at jeg ønsker at fokusere på fodbold, for det er, hvad jeg er bedst til. Men det kan jeg ikke nu, lyder det.

Erling Haaland skiftede til Dortmund fra østrigske RB Salzburg i 2020.

Gennem hele sin karriere har nordmanden scoret masser af mål. I Dortmund er det blevet til 55 scoringer i 56 ligakampe. Derudover har han scoret 15 mål i 13 kampe i Champions League.

Dortmund er placeret på Bundesligaens andenplads tre point bag førerholdet fra Bayern München.

/ritzau/