
Stort drama: Silkeborg-Voel scorede kassen med flot sejr ved Final4
Tredjepladsen ved Final4 luner både sportsligt og økonomisk for silkeborgenserne
Udgivet:02. april 2023, 15.01
Læsetid:2 minutter
Silkeborg-Voel kan juble over en tredjeplads ved Final4 og den dertilhørende økonomiske gevinst. Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix
2 måneder siden
HÅNDBOLD 125.000 kroner er på vej til klubkassen i Silkeborg-Voel KFUM.
Pengepræmien blev udløst efter en flot indsats i søndagens placeringskamp ved Final4-stævnet, hvor Nykøbing Falster blev besejret med 28-27 efter en højdramatisk afslutning. NFH må derimod tage til takke med de 75.000 kroner, som fjerdepladsen udløser.
Begge hold var blevet rundbarberet i lørdagens semifinaler, hvor Silkeborg-Voel tabte med 38-21 til Odense, men NFH tabte 27-38 til Team Esbjerg. Det helt store spørgsmål var således, hvem der havde bearbejdet afklapsningen bedst, og det svar kom hurtigt i Jysk Arena.
Hjemmeholdet kom klart bedst fra land og blev hjulpet godt på vej af en stærkt defensiv og en flot dobbeltredning fra Filippa Idéhn. Nykøbing Falster var slet ikke kommet ud af omklædningsrummet, og efter fem minutters spil kunne Eira Aune sende værterne på 3-0. Tre minutter senere så NFH-lejren sig nødsaget til at tage en timeout ved stillingen 5-1.
Spilstoppet havde dog ikke den ønskede effekt for gæsterne, og de veloplagte silkeborgensere udbyggede hurtigt føringen til 7-1. Efterfølgende blev Line Skak ramt af kampens første udvisning, men efter scoringer fra Josefine Videbæk og Emilie Bastrup bragte Silkeborg-Voel sig foran med 10-3.
Nykøbing Falster havde fortsat problemer med at score på velspillende Filippa Idéhn, men ved stillingen 11-5 blev Andrea West Bendtsen ramt af det, der lignede en meget tynd udvisning, og det udnyttede gæsterne ved at reducere forspringet til fire mål.
Cheftræner Jakob Andreasen tog timeout på det helt rigtige tidspunkt, og værterne øgede til 16-9. For første gang i weekenden kunne man mærke, at Silkeborg-Voel var på hjemmebane, og med solid støtte fra tribunerne gik værterne til pause med føring på 17-11.
Den grønne dominans fortsatte i begyndelsen af anden halvleg, hvor Filippa Idéhn videreførte de flotte takter i målet. Et par store redninger fra Cecilie Greve i den anden ende i den anden forhindrede dog hjemmeholdet i at komme foran med mere end 20-12.
Midtvejs i anden halvleg begyndte det at spidse til, men ved stillingen 22-17 diskede Filippa Idéhn op med sin 10. redning i opgøret, og efterfølgende hamrede brandvarme Helene Kindberg bolden op i krogen til 23-17.
Med små fem minutter tilbage på uret lykkedes det for Nykøbing Falster at reducere til 28-25. Kampen var ikke afgjort, og hallen kogte. Efter et længere spilstop, hvor gæsterne Nikita van der Vliet måtte forlade banen med store smerter i den ene arm, kom NFH endnu tættere på.
To minutter før tid blev der reduceret til 28-27, og med 30 sekunder tilbage af kampen fik Nykøbing Falster muligheden for at udligne. Men det løb ud i sandet for gæsterne, og efter en kendelse for passivt spil kunne jublen bryde løs i hjemmeholdets lejr.
Indlæser debat