Efterforskere undersøger mystisk brand ved Slagelse

Landejendom på Slagelse Landevej er massivt brandskadet. Politiet graver i, om der ligger noget kriminelt bag.

16. juni 2019, 13.46
2 af 2 Mads Claus Rasmussen Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har sendt efterforskere til en brand på Slagelse Landevej. På stedet arbejder 20 brandfolk med at få styr på ilden. (Arkivfoto) Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

SLAGELSE: En landejendom på Slagelse Landevej stod søndag formiddag i flammer, og både brandfolk og efterforskere er fortsat på stedet kort før klokken 13.30.

Mens beredskabet forsøger at få bugt med den sidste del af branden, arbejder efterforskerne på at finde ud af, hvad der er sket. Det har de gjort i flere timer.

Og det er usædvanligt, at efterforskere bliver kaldt med ud til en brand så tidligt i forløbet. Men politiet er i tvivl om, hvorvidt der er foregået noget kriminelt på stedet.

Derfor blev der åbnet en efterforskning med det samme, fortalte vagtchef Kent Edvardsen kort før klokken 10.

- Vores efterforskere er på vej til stedet for at få et mere præcist overblik. De skal undersøge, om der er foregået noget kriminelt.

- Vi har været i tvivl om omstændighederne og har derfor valgt at starte en efterforskning op med det samme, sagde han.

Det er vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen, der er efterforskningsleder i sagen. Han kan dog ikke fortælle meget om omstændighederne.

- Jeg kan ikke sige noget endnu. Vi arbejder på at klarlægge, hvad der er op og ned på det, siger han klokken cirka 13.20.

- Branden er delvist slukket, men man er ikke helt færdig med slukningsarbejdet endnu, siger Søren Ravn-Nielsen.

Hverken han eller vagtchefen ønsker at udtale sig om, hvorvidt personer er kommet til skade eller omkommet i forbindelse med branden.

På Twitter skriver politiet, at landevejen på grund af efterforskningen og en række køretøjer fra politi, brandvæsen og redning er spærret. Landevejen løber mellem Korsør og Slagelse.

Bilister skal derfor finde en alternativ rute.

Slagelse Brand og Redning står for at slukke branden, der har haft godt fat i ejendommen.

- Det er et overtændt stuehus, vi kommer frem til. Vi slukker branden udefra på grund af brandens voldsomhed, sagde indsatsleder Michael Gravgaard omkring klokken 10.

I alt 20 mand fra beredskabet var rykket ud til stedet for at få bugt med flammerne.

Billeder viser, at huset er blevet massivt skadet af den kraftige brand. Blandt andet er en del af taget væk, mens der også kan ses skader på forsiden af huset.

Meldingen om brand kom omkring klokken 09.25.

/ritzau/