Biler brager sammen i Tange

Taxa bakkede ud foran bil, der ikke kunne undgå sammenstødet

18. juli 2019, 19.50

Den store Audi stationscar bakkede ud foran en bil på Bjerringbrovej i Tange. Foto: Kim Simmelsgaard

TANGE Sommeridyllen blev brudt på Bjerringbrovej i Tange omkring 16.30 torsdag, da to biler bragede sammen.

- Jeg kommer kørende mod Ans, hvor jeg bor, og pludselig kommer taxaen ud fra en indkørsel. Selv om jeg kun kører lige omkring de 50, har jeg ikke en chance fort at undvige. Jeg prøver åbenbart at dreje, så derfor holder jeg med bilens snude i den modsatte retning.

Det siger 26-årige Mathias Møller fra Ans, mens han noget rystet men uden de store knubs står og ser på skaderne på sin blå Suzuki Swift.

Den har fået store skader på højre forparti efter sammenstødet med den større Audi stationscar, der har taget skade bagerst på bilens højre side.

- Jeg bakker ud og ser ikke den anden bil. Pludseligt lyder der et brag. Øv, fortæller den 60-årige kvindelige taxa-chauffør fra Bjerringbro. Hun skulle have kørt sin pasager på dagens første tur til stationen i Bjerringbro.

Chokeret

- Jeg er både chokeret og rystet, siger chaufføren, der oplevede et lignede uheld for tre år siden - bare med omvendt fortegn.

- Dengang var det mig, der kørte ind i en anden bil, så jeg ved, hvordan den unge bilist har det, siger hun, mens hun forsøger ikke bare at samle sig selv men også sine ejendele og andet vigtigt fra sin taxa.

Mens begge airbags i forenden på Suzukien er blevet blæst op, er det kun sideairbagen i taxaens højre side, der er blevet aktiveret ved sammenstødet.

Og det er den unge passager Jonatan fra Aarhus mere end almindelig glad for, idet det uden tvivl redder ham for et seriøst sammenstød med bilens siderude.

- Jeg får umiddelbar hylen for ørerne, men det er væk. Jeg slipper billigt, siger den unge passager.

Mens Audien skal igennem en reparation, kommer Mathias Møllers blå Suzuki nok ikke ud af køre igen.

Totalskadet?

- Tror den er 15.000 kroner værd, men der er store skader på den, vurderer Mathias Møller og fortæller, at bilen alligevel skulle skiftes ud om et år.

- Det er da træls, men det dejligt, at der ikke er nogen, der kom noget til, siger han.

Sammenstødet trak flere lokale på gaden, og herfra var der flere, der undrede sig.

- Der køres ofte alt, alt for stærkt på strækningen, og det er et under, at der ikke er sket et alvorligt uheld tidligere, lød beskeden fra beboerne - glade for, at den unge mand overholdt fartbegrænsningen.

- Ellers kunne det være gået alvorligt galt, siger beboerne.

En ambulance var kaldt til stedet, og begge bilister måtte igennem et tjek, inden de kunne få lov til at forlade stedet. Med andres hjælp.

Den 60-årige taxachauffør, der har flere års erhvervserfaring bag rattet, er sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Den store Audi stationscar bakkede ud foran en bil på Bjerringbrovej i Tange. Foto: Kim Simmelsgaard
Forenden på den blå Suzuki Swift så ikke godt ud efter sammenstødet. Foto: Kim Simmelsgaard
Mange beboere var ude på Bjerringbrovej i Tange for at se, hvad der var sket. Foto: Kim Simmelsgaard
Taxaens bagende så ikke godt ud efter sammenstødet. Foto: Kim Simmelsgaard
De to airbags i Suzukien virkede efter hendigten. Foto: Kim Simmelsgaard