Er det lokale folkestyre en truet institution?

Af Erik Kristensen. Sejs Søvej 86 8600 Silkeborg

LUKKETHED Medierne har afsløret den ene skandale efter den anden, hvor et blandt mange elementer har været politikernes manglende åbenhed. Mediernes pres har resulteret i, at information drypvist og sparsomt er tilgået borgerne.

Helt i overensstemmelse med denne lukkethed har Silkeborg Kommune etableret en dyr advokatundersøgelse af eventuelle brud på tavshedspligten, samt om nogle politikere belaster administrationsapparatet med for mange anmodninger om sagsindsigt.

Om et dokument er omfattet af tavshedspligt i henhold til lovgivningen må kommunens egne jurister vel selv kunne oplyse om og bør vel være generel information til det politiske niveau.

Når anmodninger om sagsindsigt i det hele taget er en nødvendighed for en folkevalgt politiker, så er det en demokratisk falliterklæring. Borgerne må forvente, at afgørelserne træffes på et oplyst grundlag og ikke mavefornemmelser og andre irrelevante forhold. Dette kan åbenbart ikke være tilfældet, da der tilsyneladende er et asymmetrisk og insufficient informationsniveau i byrådet. Hvis dette er et grundvilkår, ja, så bør der i sagens natur være mange anmodninger om sagsindsigt for at sikre kvaliteten af beslutningsgrundlaget.

Hvis politikerne havde været mere aktive med flere anmodninger om sagsindsigt, så kunne kommunen måske have undgået skandalen med Forsyningen og kartelsagen?

Eller er det et forsøg på at lukke munden på visse politikere?

Det samme politiske mønster om lukkethed kan genfindes i rækken af hospitalsskandaler i Region Midt. Også her kommer problemerne først frem ved mediernes pres og retfærdigvis også en enkelt politikers aktivitet.

Problemstillingen illustreres med kræftskandalen. Først efter mediernes kritik presser sundhedsministeren regionen til en undersøgelse af dels ledelsessystemet og dels de juridiske forhold på Århus Universitetshospital.

Resultatet bliver afskedigelse af to direktører, hvorefter sagen skulle være afsluttet.

Medierne fortsatte kritikken specielt af regionsdirektøren og regionsrådsformanden, og det resulterede i et kluntet forsøg fra regionens forretningsudvalg, der prøvede på at begrænse kritikken ved kun at lokalisere skandalen til direktionens (fire direktører) involvering i whistleblowersagen, der endte med en betydningsløs kritik.

Der er i den primære undersøgelse af ledelsessystemet på Århus Universitetshospital også rejst kritik af direktionen og regionsrådet. Hvorfor er der så ikke også foretaget den samme juridiske og ledelsesmæssige undersøgelse af direktionens og regionsrådsformandens placering i den samlede skandale?

Sagen kan umuligt være afsluttet. Er hensigten med kun at vurdere whistleblowersagen, så regionsrådsformanden bedre kan klare frisag?

Hvad er elefanten i rummet i denne sag?

Der er fortsat et vigtigt arbejde til medierne, hvis det lokale folkestyre skal fungere.