Ny tiårsplan for psykiatrien er på trapperne

Forhandlinger om tiårsplan for psykiatrien er ved at nå sin afslutning. Aftale kan blive præsenteret tirsdag.

Udgivet:26. september 2022, 16.27

Læsetid:2 minutter

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) kan måske præsentere en tiårsplan for psykiatrien tirsdag. (Arkivfoto).

/ Ritzau /

KØBENHAVN Mens rygterne om en valgudskrivelse i næste uge tager til på Christiansborg, ser det ud til, at en politisk aftale om en tiårsplan for psykiatrien snart kan være på plads.

Et aftaleudkast er lavet, og nu har partierne til tirsdag klokken 10 til at tilkendegive over for sundhedsminister Magnus Heunicke (S), om de vil være med i aftalen eller ej.

Det erfarer Ritzau.

Når partierne er vendt tilbage, vil det vise sig, om der vil være tale om en smal aftale med primært regeringen og støttepartierne eller en bred aftale, hvor også blå partier er med.

Ifølge Politikens oplysninger skal aftalepartierne blandt andet være enige om at løfte psykiatrien med en halv milliard kroner om året ud over de løft af området, som de seneste år allerede er aftalt.

Forbedringer i psykiatrien var et af de løfter, som S-regeringen blev valgt på i 2019.

I det såkaldte forståelsespapir mellem Socialdemokratiet og støttepartierne - De Radikale, Enhedslisten og SF - blev der nedskrevet, at psykiatrien skulle løftes med en tiårsplan.

Men forhandlingerne lod vente længe på sig, hvilket har ført til kritik både fra rød og blå blok. Faktisk blev forhandlingerne først påbegyndt i sidste måned.

Det har været usikkert, om en aftale kunne laves før næste folketingsvalg. Det skal i princippet først afholdes 4. juni næste år, men De Radikale har truet med at vælte regeringen, hvis statsminister Mette Frederiksen (S) ikke udskriver valg senest 4. oktober. Den deadline gælder fortsat.

I januar i år kom Sundhedsstyrelsen med 37 anbefalinger i et stort fagligt oplæg om psykiatrien. Disse har dannet grundlag for forhandlingerne. Der har altså ikke været et decideret politik udspil fra regeringen.

/ritzau/