Mangel på sundhedsplejersker udfordrer børns mentale og fysiske sundhed

20. april 2021, 12.19

SUNDHEDSPLEJERSKER Corona har gjort ondt værre, når det handler om sundhedsplejerskerne mulighed for at sikre børn og unges trivsel. Der er derfor brug for massiv investering i uddannelse af flere sundhedsplejersker.

De arbejder i hjemmet, daginstitutionerne og på skolerne. De arbejder forebyggende og sundhedsfremmende, og deres opgaver spænder vidt fra barnets fysiske og mentale udvikling til sundhed og familiens trivsel til integration. Sundhedsplejerskerne spiller på mange områder en vigtig rolle i bestræbelsen på at sikre trivsel, så børn og unge har gode betingelser for læring og udvikling.

Sundhedsplejen gennemgår i disse år et generationsskifte, der er derfor akut brug for at kommunerne prioriterer uddannelse og flere praktikpladser

Formandskabet i Dansk Sygeplejeråd, Midtjylland

Under coronaepidemien har sundhedsplejerskerne mange steder haft en særlig rolle i hygiejneindsatsen. Derudover har de haft et udvidet virksomhedsområde i forhold til det sygeplejefaglige ansvar omkring podning på skolerne. Det har betydet, at der har været brug for flere sundhedsplejersker. Flere kommuner har fraprioriteret sundhedsplejerskernes kerneopgaver på skoleområdet, herunder sundhedssamtaler, for at få plads til opgaven omkring podning.

De ekstra opgaver under corona har presset sundhedsplejerskerne yderligere i en situation, fordi der allerede inden corona ramte var udsigt til mangel på sundhedsplejersker. En situation, der kun bliver mere udfordret de kommende år som følge af alderssammensætningen der gør, at en stor gruppe sundhedsplejersker de kommende år forlader arbejdsmarkedet.

I Dansk Sygeplejeråd er vi bekymrede. Når kommuner fraprioriterer sundhedsplejerskens kerneopgaver, sker det på bekostning af børn og unge. Corona har gjort en i forvejen udfordrende situation for sundhedsplejerskerne værre. Derfor opfordrer Dansk Sygeplejeråd til, at der investeres i uddannelse af flere sundhedsplejersker. En investering der samtidig er en investering i børn og unges trivsel.

Elever der lige nu har mere brug for sundhedsplejerskerne end nogensinde, da de har brug for hjælp efter en lang nedlukningsperiode. Flere børn kæmper med overvægt, mentale trivselsproblemer, samt det at leve med en kronisk sygdom. Faktisk havde hvert 7. barn under 18 år i Danmark i 2019 en psykisk diagnose, viser tal fra KL. Derfor er det afgørende, at der afsættes ressourcer til skolesundhedsplejens stigende opgaver, så tegn på fysisk og psykisk mistrivsel forebygges eller tages i opløbet - det kan betale sig.

Sundhedsplejen gennemgår i disse år et generationsskifte, der er derfor akut brug for at kommunerne prioriterer uddannelse og flere praktikpladser. Vi ved, flere kommuner allerede nu har rekrutteringsudfordringer og ubesatte stillinger. Andre kommuner har ansat sygeplejersker, som har dispensation til at udføre sundhedsplejerskens arbejde. Det er en uholdbar løsning.

Kommunerne er i fuld gang med budgetlægning lige nu. Dansk Sygeplejeråd opfordrer til at investere i fremtiden. Det sker ved at sikre, at der bliver uddannet flere sundhedsplejersker, det er med til at sikre forebyggelse og at kommunerne sparer penge på lang sigt. Forebyggelse er og bliver billigere end at vente til problemerne vokser. Samfundet har brug for, at der er de nødvendige sundhedsplejersker til rådighed. De vil sikre bedst mulig mental og fysisk trivsel hos børn og unge. En investering i næste generation vi som samfund skal og må prioritere.

Indlæser debat...