112

Politiet søger vidne efter dødsulykke

83-årig mand dræbt, da han kørte ud foran en varevogn på Randersvej ved Jeksen

9. juli 2019, 12.50

Foto: Colourbox

JEKSEN En 83-årig mand fra Skanderborg mistede mandag formiddag livet, da han i sin bil kørte ud foran en varebil på Randers-vej i Jeksen nord for Skanderborg.

Den 83-årige havde været inde på virksomheden Hørning Glas, Randersvej 106 i Jeksen. Men da han klokken 9.58 svingede fra parkeringspladsen ud på vejen, overså han en varevogn, der kørte ad Randersvej i nordlig retning. Den blev ført af en 31-årig mand fra Haderslev, der ingen muligheder havde for at undgå påkørsel.

Han blev chokeret, men slap uden kvæstelser fra sammenstøddet.

Lige efter varevognen kørte en mand i en sort personbil. Han stoppede op og fik den hårdt kvæstede 83-årige ud fra bilen og prøvede at give førstehjælp. Han kørte imidlertid igen, da Falck-redderne og en ambulancelæge kort efter nåede frem.

Lægen forsøgte at give livreddende førstehjælp, men den ældre mand havde pådraget sig svære indre kvæstelser, og hans liv stod ikke til at redde.

Efterlyser vidne

Manden, der kørte i den sorte bil, vil politiet meget gerne i kontakt med.

Han beskrives som 40-45 år og skaldet.

- Vi vil meget gerne i kontakt til dette vidne, der har set det hele, så vi håber at han kontakter politiet på telefon 114, siger politikommissær Lars Elmstrøm, Sydøstjyllands Politi. sinn