Er »Hærvejen« en del af outdoor hovedstad Silkeborg?

27. juni 2020, 08.00

TURISME Er »Hærvejen« en del af outdoor hovedstad Silkeborg? Det må den være, da den jo går gennem hele Silkeborg Kommune - indrømmet: kun i yderkanten af den vestligste del af Udkantssilkeborg.

Som Aksel Evin Olesen ganske rigtig påpeger i onsdagens Midtjyllands Avis, så er medlemskabet af turistsammenslutningen omkring Aarhus, ikke den optimale sammenslutning af oplevelser i outdoor hovedstaden.

Og da slet ikke, når vi nærmer os en attraktivitet som »Hærvejen«.

Oksevejen (som den også kaldes) trækker tusindvis af »lavturister«: vandrere og cyklister, og ikke mindst rigtig mange tyske og hollandske gæster på outdoor tur.

Der er her to ting, jeg ikke forstår:

- Hvorfor var det nu, at outdoor hovedstaden ikke havde kr. 20.000, - til samarbejdet med Viborg og Syddansk Turisme for et par år siden i forbindelse med markedsføring af Hærvejen??

- Hvorfor kan man ikke lave en brochure, der viser Hærvejens tur bl.a. gennem Silkeborg Kommune - ja tak, på papir??

Ligesom vore »lavturister« siger, må jeg give dem ret: det ser helt uoverskueligt ud på outdoor hjemmesiden, hvis man skal finde beskrivelser af turen gennem outdoor hovedstadens vestligste sti/vej.

Langt sværere er det at finde et brugbart kort, medmindre man i forvejen har indkøbt en turistbog om »Hærvejen«. Det bedste kort, jeg kunne finde, standsede midt i kommunen, og har ikke den sydligste del af »Hærvejen« med.

Stadigvæk er Viborg og Syddansk Turisme velforsynet med kort og beskrivelser langs »Hærvejen«, undtaget selvfølgelig turen igennem outdoor hovedstaden Silkeborg Kommunes grænser.

Her kniber det nemlig lidt med penge til den slags outdoor aktiviteter.

Jeg har fuld forståelse for, hvis outdoor hovedstad Silkeborgs sekretariat ikke har den fornødne tid til at svare på denne slags læserbreve.

Der er naturligvis ikke tid til at læse Midtjyllands Avis med så stor travlhed, som sådan et sekretariat er nødt til at have.