Morgenbilister skal forberede sig: Lukning af Viborgbro vil give trafikkaos

25. februar 2020, 17.03

Foto: Martin Ballund

SILKEBORG Hele aftenen og natten bliver Viborgbroen, Søvej og Vestre Ringvej tjekket hver halve time for at sikre, at de stadig er sikre at færdes på trods den stigende vandstand.

Viborgbroen er et af de mest trafikerede steder i Silkeborg med 20.000 bilister i døgnet

- Jeg kan ikke mindes, at det tidligere har været nødvendigt at lukke broen helt af, siger Flemming Frøsig Christensen, der er vej- og trafikchef i Silkeborg Kommune.

Han krydser fingre for, at det ikke bliver nødvendigt at lukke en af Silkeborgs hovedfærdselsårer ned.

- Hvis det sker, er der ingen tvivl om, at det vil komme til at give store problemer i morgentrafikken, siger han.

Hvis Viborgbroen lukker ned, bliver det nødvendigt for morgenbilisterne at finde nye veje. Det vil betyde, at der vil komme ekstra mange biler på Århusvej, der i forvejen er presset af morgentrafikken, eller på Vestre Allé af de biler, der tager turen over broen på Søndre Ringvej. Når bilerne sandsynligvis vil køre over Vestre Allé skyldes det, at Vestergade, en anden af Silkeborgs hovedsfærdselsårer, lige nu er gravet op ved Toldboldgade.

Vej- og trafikchefen opfordrer til, at bilister allerede nu viser stor forsigtighed på de udsatte steder og sætter farten ned.

- Det vil også være en god ide at overveje en anden vej på arbejde i morgen tidlig. Eller måske at tage cyklen, siger han.

Hvis Viborgbroen lukker ned, har han en formodning om, at det stadig kan lade sig gøre for cyklister at passere broen.

En eventuel lukning af Viborgbroen, ringvejen eller Søvej vil blive meldt ud på kommunens hjemmeside og Facebook. Midtjyllands Avis vil også informere om det, hvis der bliver lukket veje.