Lidt mere om normeringer

29. april 2019, 13.48

Foto: Martin Ballund

Snart er der folketingsvalg og to emner springer mig især i øjnene, når jeg logger mig på de sociale medier - klima og minimumsnormeringer. Der er ingen tvivl om, at klimaet skal på dagsordenen, og det kan ikke gå hurtigt nok. Jeg dyr mig for at se film om isbjørne på svindende isflager - so far. Måske endnu mere synes jeg, det haster med at få skabt nogle bedre vilkår i daginstitutionerne efter tårefremkaldende læsning af forældre og pædagogers oplevelser af en hverdag, hvor der - ikke alle steder, men for mange steder - slet, slet ikke er nok voksne, omsorg, nærvær og tid til de små.

Det nemmeste ville være at kigge væk. At lade være at læse beretningerne fra forældre og pædagoger fra virkeligheden - at tænke, det vedkommer ikke mig. Vores yngste er lige om lidt færdig med børnehaven, og så behøver jeg vel ikke bekymre mig om, hvor mange minutter andre folks børn skal sidde på toilettet i børnehaven, før der kommer en voksen, om en to-årig overhovedet når at få skiftet ble i vuggestuen i løbet af dagen, om lille Lukas bider Laura for tredje dag på en uge, etc. Eller også behøver jeg netop, fordi jeg synes, det er en vigtig grundsten i vores samfund - at man skal kunne overlade sine poder i børnehave og have det godt med det.

Da kampagnen for en landsdækkende demonstration for minimumsnormeringer 6. april begyndte at rulle, var jeg hurtig til at melde mig som »deltager«. Da dagen så langt om længe oprandt, var der pludselig en masse undskyldninger, der pressede sig på, for jeg kunne da også lige få ordnet nogle ting i haven, være sammen med hele familien, før ældstebarnet skulle på klassetur med faren, eller gøre noget så egoistisk som at løbe en tur.

Undskyldninger var der ligesom nok af, men så tog jeg alligevel vores femårige med, og tog del i løjerne. Han havde lidt svært ved at forstå, hvad det gik ud på, men jeg lovede, at vi sluttede med en is. Jeg ved godt, jeg ikke redder klimaet, selvom jeg tager korte bade og går efter »stop madspild«-mærkaterne, men daginstitutionerne, normeringerne og pædagogernes arbejdsvilkår i det hele taget bliver nok heller ikke bedre over night, hvis ikke nogen gør opmærksom på det efterhånden store behov.

Adspurgt om han gerne ville have flere voksne i børnehaven, kom det prompte fra vores femårige: »nej«. Han er temmelig robust, og vi er måske også meget heldige, at den lokale børnehave har et godt og stabilt personale, som de små får nogle rigtig stærke relationer til.

Så meget desto hårdere var det at komme i børnehave igen efter 11 dages påskeferie for at møde ind til en anden pædagog end de to sædvanlige. Har man børn, kender man sikkert de der hænder bag nakken på én, der er meget svære at vriste fra hinanden. »Jeg vil bare gerne have en voksen, jeg kender«. Det kan man jo egentlig godt forstå. Måske man i disse tider bare skal være glad for, at

der rent faktisk

var en voksen.