Midtjyske meninger: Omkring en have

3. august 2020, 11.54

Foto: Jakob Stigsen Andersen

Da Johannes Møllehave boede i Virum, brød han sig ikke om havearbejde. Han brugte i hvert fald ikke tid på det. Ord var vigtigere end orden hos Møllehave. Huset han og familien boede i var omgivet af et vildnæs. Træer voksede og blev større og større. Buske og hække måtte se langt efter en trimning og græsset groede vildt som på en kløvermark. Mellem fliserne piblede ukrudtet frem og dækkede mere og mere af de ellers smukke fliser. Det var ilde set i pænhedens villakvarter, som Møllehave selv har beskrevet det i »Huset vi bor i«. Til gengæld kunne han med vanlig satirisk strejf fastslå, at ingen naboer kunne klage, hvis han på sin gravsten fik skrevet: »Han skuffede aldrig«.

Nu bor vi ikke i Virum, men i Virklund. Ganske vist også i et pænt kvarter. Også her er der smukke og velholdte haver. Her er plæner, der er omtrent ligeså velholdte som fairways på banerne i Resenbro. Her er blomster i fuldt flor. Hække der er klippet, så de er fuldstændig i vatter. Fliser, der aldrig har set en alge og buksbomme, der funkler som blev de tørret af for støv sammen med vindueskarmen og reolerne.

I kvarteret har vi dog også det mere rå og autentiske havelook. Der hvor det hele gror sammen. Sommerfugleblomster med kristtjørn. En eg og en bøg og er det ikke en rododendron, der gemmer sig der? Efeu, efeu og atter efeu. Som bleer i en børnefamilie spreder efeu sig overalt. Hvor blev trappen af?

Vi overtog en have i den førstnævnte kategori. En smuk, gammel og velholdt have. Hver gang en blomst forgår, titter der en ny frem. Vi har ikke en pind forstand på haver, men forsøger efter bedste evne at fastholde haven i den førstnævnte kategori. Det er hårdt arbejde. Og med to helt små børn kan det synes som en tåbelig strategi. For det er ikke nok bare at skuffe lidt ukrudt og slå plænen i ny og næ. Som enhver haveejer ved, er ingen have statisk. Den forandrer sig henover foråret, sommeren, efteråret og vinteren. Træer vokser sig for store. Hække ligeså og der må tyndes ud. Som jeg tidligere har anført på denne plads, er forholdet til haven som forholdet til Vorherre. Nogle gange må man ned på knæ, hvis man virkelig vil se resultater. Og det har vi så været. Der er sagt farvel og tak til et par træer og en busk. Vi fornyer for at bevare.

Farvel siges der også en af de helt store stammer i den danske musikskov. Bent Fabricius-Bjerre har spillet sin sidste melodi. Det er vemodigt om end han har haft et langt og godt liv. Han er væltet, men hans musik består. Selv var han ikke til nostalgi og fortabelse i fortiden og det allerede skete. Dan Turéll talte engang om, at der på hans gravsten skulle stå: »Der er ingen grund til at standse her - livet skal gå videre«. Mon ikke Bent Fabricius-Bjerre ville være enig. Men derfor kan vi andre jo godt nynne »En Enkelt Melodi Til Dig«, når vi går omkring en have.