Medarbejder på Marienlund Plejecenter smittet med corona

Silkeborg Kommune opfordrer til at alle besøgende på plejecentre holder besøgene udendørs og bruger mundbind

30. september 2020, 13.23

Marienlund. Foto: Martin Ballund

SILKEBORG En medarbejder på Marienlund Plejecenter er blevet testet positiv for corona.

Det oplyser Silkeborg Kommune.

Medarbejderen har kun været på 2. sal, hvor alle beboere og medarbejdere på 2. sal bliver testet i løbet af de næste dage. Medarbejdere anvender indtil videre ekstra værnemidler for at undgå smittespredning, og der er ekstra rengøring.

Pårørende, beboere og medarbejdere er informeret, oplyser Silkeborg Kommune.

Det er det andet smittetilfælde med corona på et plejecenter i Silkeborg Kommune. Plejecentret Malmhøj i Kjellerup meldte også for nyligt ud, at en medarbejder er smittet.

Lige nu opfordrer Silkeborg Kommune desuden alle besøgende på plejecentre til udendørs besøg og til brug af mundbind. Personalet på stedet står klar til at hjælpe - for eksempel med at gøre klar til en gåtur, oplyser Silkeborg Kommune.

Hvis man ikke selv har mundbind, kan man få udleveret på plejecentret.