Sundhedsminister: Restriktioner forlænges frem til februar

13. januar 2021, 19.06

Sundheds- og Ældreministeriet afholder pressemøde om forlængelse af covid-19 restriktioner. Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke, justitsminister Nick Hækkerup, skatteminister og fungerende finansminister Morten Bødskov, direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm og direktør i Statens Serum Institut, Henrik Ullum deltager.

De nuværende corona-restriktioner forlænges frem til søndag den 7. februar.

Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde onsdag aften.

Det er især den britiske corona-variant, B117, som er markant mere smitsom, der har fået myndighederne til at forlænge restriktionerne.

Restriktionerne stod ellers til at udløbe 17. januar.

Det betyder, at et forsamlingsloft på fem personer opretholdes.

Børn og unge er fortsat hjemsendt fra skoler og uddannelsesinstitutioner.

Indkøbscentre og lignende skal holde lukket, ligesom liberale serviceerhverv - eksempelvis frisører - også fortsat skal være lukkede. Det samme er tilfældet for restauranter, barer, caféer og lignende, der dog gerne må sælge takeaway-mad.

Desuden skal kosmetiske klinikker lukke. Det er et nyt tiltag.

B117 breder sig i Danmark, siger sundhedsministeren.

Der er på det seneste fundet 208 tilfælde af den britiske virus-mutation - B117 - i Danmark, fortæller sundhedsministeren på pressemødet. Han kalder det meget bekymrende.

I den sidste uge af 2020 blev den britiske mutation fundet i 2,4 procent af de positive coronaprøver.

Det tal er steget til 3,6 procent i den første uge af det nye år.

Regeringen indfører en procedure for at stoppe smittekæder for dem som smittet med den særligt smitsomme variant af corona. De smittede vil blive bedt om en liste nære kontakter, som vil blive kontaktet med råd om at isolere sig. Der vil blandt andet være mulighed for at komme på hotel, hvis det er nødvendigt, siger Magnus Heunicke.

Han siger, at der samtidig vil blive ansat flere i smitteopsporingen.

FAKTA: Disse restriktioner gælder frem til 7. februar

Regeringen har besluttet at forlænge restriktioner, der skal begrænse smittespredningen i samfundet.

Regeringen har onsdag besluttet at forlænge de gældende coronarestriktioner med tre uger, så de nu gælder til og med 7. februar.

Samtidig blev et enkelt område, nemlig kosmetiske behandlinger, føjet til rækken af erhverv, der skal holde lukket.

Se her, hvilke restriktioner der gælder de næste uger:

* Forsamlingsforbud på fem personer.

* Afstandskrav på to meter. Det gælder både i dagligvarebutikker og i det offentlige rum.

* Myndighederne anbefaler, at befolkningen begrænser den fysiske kontakt mest muligt. De opfordrer til at aflyse alle aftaler, der kan aflyses, frem til 7. februar.

* Detailhandlen, storcentre og udvalgsvarebutikker er lukket uanset størrelse. Dagligvarebutikker og apoteker er undtaget.

* Liberale serviceerhverv som frisører og massører er lukket. Det samme gælder klinikker, der udfører kosmetiske behandlinger.

* Elever i folkeskolen og studerende på ungdoms- og voksenuddannelser er sendt hjem og modtager fjernundervisning.

* Arbejdsgivere opfordres til at lade medarbejdere arbejde hjemme, hvor det er muligt.

* Alle indendørs idræts- og kulturanlæg er lukket. Det gælder blandt andet svømmehaller, fitnesscentre, teatre og biografer.

* Restauranter, barer, caféer og lignende skal holde lukket. De må gerne sælge takeaway.

Kilde: Sundhedsministeriet