Midtjyske Meninger: Takt og tone i svømmeomklædningen

12. juli 2019, 10.26

Foto: Martin Ballund

Vi går til sommerferiesvømning. Det vil sige, vores drenge på knap seks og ni år går til svømning, og som forælder må jeg betale en flad tyver - hvis ellers man havde kontanter, nej, det bliver på MobilePay - og svømme i den anden side af bassinet. Det er en fin start på dagen med sådan en gang motion og et bad - så er man ligesom klar til at angribe feriedagen.

Drengene klæder selv om i herreomklædningen og jeg går selvfølgelig i dameomklædningen sammen med en masse piger samt nogle mødre og bedstemødre. Det undrer mig, der ikke er flere, der udnytter det gode tilbud om at svømme, når man nu alligevel er der, selvom det alene er for motionens skyld. Hatten af for konkurrencesvømmere, der simpelthen må være gjort af et helt specielt stof, for omgivelserne er godt nok ret ensformige sammenlignet med en løbe- eller cykeltur i skoven.

Nuvel, denne klumme skal handle om noget helt andet, nemlig bade-køkultur. Altså, hvordan forholder man sig i badeafdelingen, når der står nogen og venter på at komme til. Her er jeg virkelig overrasket over den komplette mangel på notits af andre, og en eventuel øgning af hastigheden hvormed man tager sig et bad i en offentlig svømmehal. Det er jo helt vildt så langsomt det går!

Det er klart, at processen heller ikke bliver kortere og nemmere af, at overraskende mange har både shampoo og balsam med mange dage i ugen (Er det bare mig eller vaskede man overhovedet ikke hår så tit, da jeg var lille??)

De fleste - for nu vil jeg jo ikke skære alle over én kam, og der kan jo være en forælder til en svømmepige, der læser dette - står og bader, som om de var på spaophold og havde bruseren for dem selv. Imens står vi fire andre og tripper, og jeg prøver forgæves at få øjenkontakt uden at se ud som om, jeg glor alt for meget.

Én eller to af de ventende står måske og venter på at komme ind og svømme, og skal altså i bad, før de kan gå i svømmehallen, hvorfor det gav mening, at de kom til før os, der bare skulle hjem. Sådan lidt først ud så ind, ligesom i toget.

Imens drukner forsøget på øjenkontakt, og jeg ser mig nødsaget til at spørge med så venlig stemme og stort smil, som det nu er muligt på dette tidspunkt, om det kunne tænkes, at nogen snart var færdig, for vi står en del og venter. Her er der ingen slinger i valsen - adspurgt så direkte er der hurtigt et par stykker, der slentrer ud og giver plads.

På vej ud overvejer jeg, hvordan mine egne drenge mon gebærder sig på den anden side af muren.

De siger for det første, at der nærmest ikke er nogen kø. Og jeg spørger herefter meget ledende, om de ville skynde sig ekstra, hvis der var kø. Det ville de. Men de skal selvfølgelig heller ikke have vasket hår og have

balsam i.