Tyv tømmer bilen, mens forældre afleverer deres børn

Ny type indbrud ved daginstitutioner har ramt Favrskov

4. oktober 2019, 11.00

Tyvene slår til i de få minutter, hvor forældre afleverer deres barn i daginstitutiion.

FAVRSKOV En ny form for indbrud i biler har ramt Favrskov.

De foregår om morgenen, hvor tyvene slår til i de få minutter, hvor en far eller mor har parkeret bilen for at aflevere sit barn i en daginstitution.

Torsdag morgen gik det ud over hele tre biler i Favrskov - en i Hammel og to i Hadsten. Fremgangsmåden var den samme, og gerningsmændene meget tænkeligt også.

I Hammel havde en far parkeret bilen foran daginstitionen Toppen på Fuglebakken klokken 7.45. Da han 15 minutter senere kom tilbage, var højre siderude smadret, og hans taske med bærbar computer, mobiltelefon og pung var stjålet.

I Hadsten skete det første tilsvarende indbrud mellem klokken 6.35 og 6.40 ud for Børnehuset Bavnehøj på Skovvangsvej. Her blev der også stjålet en taske med en bærbar computer.

Mellem klokken 7.20 og 7.30 gik det ligeledes ud over en bil, som en far havde parkeret foran Østervangskolen på Hammelvej. Også her forsvandt en arbejdstaske med computer.

I alle tre tilfælde smadrede gerningsmændene en siderude i bilerne og huggede ejernes arbejdstasker.

Lad ikke taskerne ligge

- Vi har set en del tilsvarende tyverier fra biler i Aarhus-området, men det er nyt, at det sker i Favrskov. Vi vil rigtig gerne opfordre folk til ikke at lade deres arbejdstasker ligge i bilen, når de afleverer deres barn, også selv om det kun er fem-ti minutter, siger kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi, Janni Lundager, til Midtjyllands Avis.

sinn